Lad ulykkes-chauffør være i fred
Sagen om lastbilchaufføren, der i sidste uge ramte en skolebus, efter at have fået et insulin-chok, og som muligvis sigtes af politiet, har fået Claus Filipsen, Gelsted til at sende denne kommentar:
"En ting er helt klart - der er ingen chauffører i kongeriget, der om morgenen, når de står foran spejlet, siger til sig selv: I dag vil jeg lave en skade på en anden person.
Der er ingen, som involverer sig i en skade med vilje. Helbredet er vi ikke altid selv herre over, det er ting, der kommer som lyn fra en klar himmel.
Først var det folk med briller, nu er det folk, som har sukkersyge - hvad bliver det næste?
Jeg tror såmænd den chauffør har fået straf nok i form af den uvished, som han har måttet være i, indtil han fik beskeden om, at ingen børn var kommet slemt til skade.
Prøv nu lige at klappe hesten. Hvad med dem, som taber alt muligt fra ladbiler, lige fra sofaer over køleskabe og trillebører - var det ikke en ide at få hånd i hanke om det, så man kunne undgå kraftige opbremsninger på motorvejen.
Kom dog med en lov, som siger, at personvogns-trailere og små ladbiler skal være forsynet med net over ladet.
Og lad så den stakkels mand være - det er jo ikke med forsæt, det er gjort."
Claus Filipsen
Toftevej 14
5591 Gelsted