20 år efter etableringen af Danmarks Transport Center (DTC) ved afkørsel 59 på motorvej E45 nord for Vejle skifter centret navn til GateWay E45.
Navneskiftet sker i forbindelse med, at området er på vej til at træde ind i en helt ny æra, hvor transport, liberale erhverv og målrettede service-virksomheder kan få gavn af det samme område.
Der er udarbejdet en overordnet masterplan, som inddeler det kraftigt ekspanderende område i forskellige funktionsbestemte arealer.
1500 facademeter
Danmarks Transport Center A/S har tidligere i år købt et større grundareal over for det nuværende DTC-område af Vejle Kommune.
Dette nye areal, der ligger nord for den øst/vest-gående Juelsmindevej, indgår som en del af det nye GateWay E45, der udvider kraftigt mod både nord og syd.
Således vil GateWay E45's facadelinje i fremtiden strække sig over ca. 1.500 meter – fra området syd for Mercedes-Benz Starmark til kommunegrænsen nord for motor-vejsafkørsel 59.
Direktør glæder sig
Det er DTC's ejer, KIRKBI A/S, der sammen med projektudviklings-virksomheden Sjælsø Gruppen A/S står bag den omfattende plan for udvidelsen, der potentielt kan mere end femdoble antallet af kvadratmeter fra de nuværende erhvervsbygningers 60.000 kvadratmeter.
Planen er udarbejdet i tæt dialog med DTC's ledelse, og her glæder administrerende direktør Henry Dyrlund sig til at byde nye lejere velkommen:
»Vores nuværende område er tæt ved at være maksimalt udnyttet,« forklarer han. »Derfor er det naturligvis en kæmpemæssig gevinst for os, at vi i KIRKBI har fået nogle visionære ejere, der har viljen og evnen til at gå ind i et så ambitiøst udviklingsprojekt, som der her er tale om.«
[add:38]