Ti nye biler til Herning-vognmand
Vognmandsfirmaet Edvard Jensen Eftf. A/S i Herning har netop fået leveret de første 10 af en handel på i alt 20 stk. Mercedes-Benz Actros med Euro 5 motor.
Handlen blev afsluttet mellem direktør Mogens Jensen fra Edvard Jensen Eftf. A/S og lastvognssælger Frank Pedersen fra Ejner Hessel A/S på transportmessen i Herning i foråret.
Euro 5-normen betyder bl.a. en væsentlig reduktion i udledningen af skadelige stoffer i udstødningen, men Mogens Jensen har også valgt denne type motorer på grund af reduceret forbrug af brændstof samt væsentlige besparelser på den tyske motorvejsskat, MAUT.
Mellem Danmark og Italien
Edvard Jensen kører primært vognmands- og speditionskørsel mellem Danmark og Italien, og bilerne kører 100.000 kilometer eller mere om året på de tyske motorveje.
Samtlige biler kører på en operationel leasingaftale gennem Mercedes-Benz Finans, hvor virksomheden får en samlet regning hver måned, som dækker renter, afskrivninger, service inkl. dæk m.v. På den måde er det en hel del lettere at overskue økonomien på hver enkelt bil.
Udvider med 8 biler
Edvard Jensen råder i forvejen over 10 nyere Actros 1844 LS med Euro 5 motor, og investeringen i de 20 nye lastbiler, som er trækkere af typen Mercedes-Benz Actros 1846 LS, betyder udskiftning af 12 stk. Actros 1844 LS med Euro 3 motor.
Dermed udvider virksomheden vognparken med 8 lastbiler, hvilket skyldes stigende efterspørgsel på landevejstransport med danske biler.
Megaspace førerhus
Alle de nye biler er udstyret med Megaspace førerhus med helt fladt gulv, det nye automatiske gearskifte fra Mercedes-Benz, PowerShift, samt standklimaanlæg, som holder kabinen nedkølet, selv om motoren er slukket. Dette er en stor fordel, når chaufføren holder hvil på de sydeuropæiske rastepladser.
[add:15]