Broreparation på Holbækmotorvejen
Vejdirektoratet gennemfører fra 21. maj en reparation af broen, som fører Holbækmotorvejen over Roskildevejens vestlige gren ved Vipperød (rute 155).
Arbejdet vil få betydning for trafikken i området frem til uge 42 i år, oplyser Vejdirektoratet.
Alderen, trafikken, vind og vejr har slidt så hårdt på broens asfaltbelægning og betonkantbjælker, at det er nødvendigt at fortage en udskiftning.
Den ene halvdel spærres
Arbejdet kræver en spærring af Holbækmotorvejens ene halvdel i hele perioden.
[add:13]
Der vil dog stadig være to spor åbne i begge kørselsretninger, men hastighedsnedsættelser vil medføre risiko for kødannelser i myldretiderne.
Vejdirektoratet opfordrer bilisterne til at blive på motorvejen, overholde hastighedsangivelserne og køre frem mod broen i begge spor.
Hvor Roskildevejens vestlige gren fører under broen ved Vipperød, vil det være nødvendigt at spærre det ene spor, mens der opstilles stilladser og senere, når disse skal tages ned igen. Der er tale om fire korte perioder, hver med varighed en dag. Når datoerne er fastlagt, vil de blive meddelt.