Drøje hug fra formanden
På DTL’s generalforsamling blev der uddelt drøje hug til de politikere, der lovgiver på baggrund af, hvad der bliver vist i fjernsynet.
”Paniklovgivning,” kaldte DTL’s formand Jørgen Egeskov Jensen for eksempel klippekort-ordningen for dyretransportører i sin beretning:
»Det, man kan få klip for, er nede i så små forhold, at selv dem, der gør sig umage – og det er dog langt, langt de fleste – meget let kan løbe ind i et klip,« sagde formanden.
Brug den sunde fornuft
Han opfordrede til, at ministre og politikere bruger deres sunde fornuft mere – og har mod til at gøre det – i stedet for at reagere på enkeltsager, fordi de lugter stemmer i at optræde håndfast på TV i negative enkeltsager.
»Hvor klogt er det at være håndfast for at fiske stemmer, hvis konsekvensen er, at nogle af de dygtige og seriøse stopper, og dyretransporter herefter i stigende grad varetages af billige, udenlandske transportører? Gavner det dyrene? Gavner det den danske transportbranche? Gavner det det danske samfund?« spurgte formanden og gav selv svaret:
»Jeg kalder det at skyde sig selv i foden på samme måde, som vi så i køre-hviletidssagen, hvor politikerne – også opildnet af medierne, vedtog nogle helt urimeligt høje bøder,« sagde Jørgen Egeskov Jensen, der lovede de delegerede, at DTL vil bide sig fast i forhandlingsbordet hos justitsministeren, indtil der kommer en ordning, der rammer de brodne kar – og ikke de seriøse.«
Tal med de brodne kar
Jørgen Egeskov Jensen understregede, at det er de få brodne kar, der skader branchens samlede omdømme, og han opfordrede de delegerede til at tage fat i de brodne kar:
»De brodne kar er meget svære at påvirke, og det er sjældent dem, der dukker op til debatter og erfa-møder. Vi kan forsøge at påvirke dem, men I kan også gøre en tjeneste, for I ved, hvem de er. Tag en debat med dem, selv om det ikke er behageligt. Få dem i tale. For et bedre omdømme til branchen gavner både dem og jer. Jo bedre omdømme I har, jo mindre paniklovgivning udsættes I for, og jo større forståelse vil politikerne have for branchens ønsker,« sagde formanden.
[add:4]
Læs mere om DTL's generalforsamling i morgen.