Dobbeltspil om udenlandske chauffører
Debatten om politiet og udenlandske chauffører fortsætter. Hans E. Rasmussen, Holstebro har sendt dette indlæg:
"Ringer man til politiet om en udlænding, der udfører åbenlyst ulovligt arbejde, kommer man i et krydsforhør, så man til sidst sidder med fornemmelsen af, at det er kriminelt at forstyrre politiet med den slags.
Der er ellers nok at tage fat på, hvis man vil. Men det vil man ikke, og derfor fastholder jeg stadig mine tidligere udsagn om, at politikerne spiller dobbeltspil i forbindelse med især chauffører fra de nye EU-lande. Man indfører regler, som skal regulere markedet, og har dermed gjort sin pligt over for vælgerne. Men, samtidig har man givet politiet besked om at nedprioritere disse sager i en grad, så det ligner underprioritering.
Desuden: når der så endelig kører en sag, ( Kim Johansens er et godt eksempel), sylter man den i diverse udvalg og ministerier, under henvisning til at "sagen indeholder vanskelige juridiske definitionsspørgsmål".
[add:84]
Det kan synes meget underligt, at de embedsmænd, der skal forvalte vore love, har så svært ved at gennemskue selv klokkeklare sager."
Hans E. Rasmussen
Møllevej 17
7500 Holstebro