Debat: Penge er ikke alt
Tirsdagens indlæg fra Hans Jørgen Jensen, Bjæverskov "Svært at bevare pessimismen" får denne kommentar med på vejen af Egon Kristiansen, Svendborg:
"Jeg mene,r at Hans Jørgen har ret, når han skriver, at det ofte er chaufføren selv, som er skyld i, at han ikke får det, som 3F befaler.
Penge er jo ikke alt, men 3F mener åbenbart, at de er sat i verden for at være barnepige for os allesammen.
Hvad hjælper det, at man får tariffen, hvis det er for noget arbejde, man ikke har det godt med?
Eller hvis hele lønforskellen bliver ædt op af øgede transportudgifter, og andre ulemper, som f.eks. at skulle dele bil med et eller andet svin.
Det må da være bedre at få lidt mindre for sit arbejde, og så have bilen med hjem, og være ene om at køre i den. Derved sparer man en masse bøvl med at skulle lade sig transportere rundt omkring for at hente bilen, når det er ved at være tid til at skulle på arbejde.
Man sparer at skulle holde en ekstra privatbil, og bare det kan hurtigt løbe op i et par tusind om måneden, penge som man lige skal betale skat af, før man har dem.
De, som bliver under de forhold i flere år, har ofte selv et stort ord at skulle have sagt, i forbindelse med det daglige arbejde. Det gør, at chaufføren har nemmere ved at få fri, hvis han skal til et eller andet, og det er ikke uvæsentligt, hvis man også skal have et familieliv til at fungere.
Det var klogere, at 3F kiggede lidt på alle de illegale østarbejdere, vi har rendende heroppe, med deraf følgende kriminalitet. Vi andre behøver ikke 3F som barnepige, for at finde ud af, om vi har det godt med vores arbejde. Vi er voksne mennesker, som selv har lært at regne, og vi kan derfor nok selv lægge fordelene sammen, og holde dem op mod ulemperne.
[add:57]
Men mangler der lidt penge, når hele regnestykket er gjort op, ja så kan man jo melde sig ud af 3F og ind i en billigere fagforening, det er os frit for."
Egon Kristiansen
Hovedvejen
5700 Svendborg