For tidligt at rose nye køre-hviletidsregler
Det er for tidligt med EU-Kommissionens ros af de nye køre-hviletidsregler, der trådte i kraft i går, mener DTL.
"F.eks. ved man endnu ikke, om en medchauffør, der sidder ved siden af chaufføren, er på arbejde eller ikke på arbejde. Er det køretid, eller er det hviletid? Derudover vil man i de næste 1-2 år arbejde med at få en fælles opfattelse blandt de nationale myndigheder af, hvordan reglerne skal forstås, og derfor er det for tidligt, at Kommissionen allerede nu fastslår, at konkurrencen medlemslandene imellem er sikret", siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard, som tilføjer, at DTL vil følge sagen grundigt til dørs i Danmark og EU.
Vær opmærksom
DTL skriver på sin hjemmeside, at man også med baggrund i tidligere EU-sager er skeptisk over for, om alle medlemslande vil håndhæve reglerne på samme måde – eller får dem tilstrækkeligt implementeret.
"Vi har f.eks. set i sagen om den digitale fartskriver, som blev lovpligtig i nye lastbiler 1. maj sidste år, at det fortsat ikke er fuldt implementeret i alle medlemslande. Derfor kan vi kun opfordre Kommissionen til at være meget opmærksomme på, hvordan de enkelte medlemslande håndhæver de nye regler", siger Erik Østergaard.
[add:4]
DTL opfordrer også de danske transportvirksomheder til at være opmærksom på de nye regler.