Meget at fejre i Hjørring
Der bliver meget at fejre, når Vendsyssel Last A/S på lørdag den 17. marts holder reception på firmaadressen A.F. Heidemanns Vej 9 i Hjørring.
Firmaets chef Palle Mølgård Nielsen kan nemlig både fejre 50 års fødselsdag og 25 års jubilæum.
»Faktisk har jeg været selvstændig erhvervsdrivende i 30 år, men de første år handlede jeg med personbiler, så det har jeg valgt ikke at tælle med, for det er jo transportbranchen, jeg henvender mig til,« siger Palle Mølgård Nielsen.
[add:32]
Nyt trailermærke
Udover fødselsdag og jubilæum kan Vendsyssel Last samtidig fejre, at man netop har leveret de fire første nye gardintrailere af mærket Humbaur, som firmaet for nylig har fået importen af.
Palle Mølgård Nielsen understreger dog, at det fortsat er handel med brugte lastbiler og andet transportmateriel, der er firmaets kerneforretning.
Vendsyssel Last har specialiseret sig i handel med entreprenør-, hejs- og kranbiler, og 80 procent sælges i Danmark.
Receptionen på lørdag starter klokken 13, og den fortsætter, indtil gæsterne går hjem. Og det kan godt blive sent, for der er bestilt jazzorkester, og det er tilladt at tage konen med.