Specialkøretøj med aftagelig aksel
Vallem Maskintransport i Svinninge på Vestsjælland har fået leveret en specialopbygget Volvo FH16 med 660 hk og automatisk gearkasse, I-Shift.
En aftagelig 5. aksel har givet virksomheden mulighed for at medtage 10 tons mere på ladet, uden at køretøjet er blevet længere end den 4-akslede lastbil, man solgte, da man købte den nye 5-akslede.
Den uændrede længde, i kombination med at køretøjet har tre styrende aksler, gør lastbilen ekstra fleksibel og manøvredygtig, når virksomheden er på opgaver i Københavns smalle gader, hvor pladsen er trang.
[add:32]
Større arbejdsglæde
Udover bedre manøvredygtighed har Vallem Maskintransport også fået bedre komfort og brændstoføkonomi med i købet, og det giver både større arbejdsglæde og bedre indtjening.
»Den nye Volvo lastbil laster 53 tons og har en god vægtfordeling. Og man skal ikke tage fejl af kunderne. De kan godt lide, at vi udfører opgaver for dem i præsentable lastbiler, hvor grejet fungerer og er i orden,« fortæller Danny Vallem.
Det nye køretøj er leveret af Titan Lastvogne i Holbæk.