Ledige kvinder omskoles til chauffører
I sidste uge opfordrede formanden for ATL, Joan Hansen, Herning, her på siden sine kolleger til at ansætte flere kvindelige chauffører.
Nu sker der noget i sagen, idet HTS-A (som ATL hører under) sammen med transportfirmaer i det midtjyske område søsætter et nyt projekt, som går ud på at omskole ledige kvinder til lastbilchauffører.
»Vi er glade for, at mange af vores medlemsvirksomheder vil være med til dette initiativ. Vi vil i samarbejde med AF Herning udvælge ledige kvinder til projektet, som forventes at kunne starte allerede i november,« siger Joan Hansen, der sammen med sin mand driver vognmandsfirmaet Hans Hansen A/S.
Får kørekort og praktikplads
Holstebro Tekniske Skole skal stå for uddannelsen. De ledige kvinder får kørekort til forvogn og hænger, ligesom der vil blive undervist i energirigtig kørsel og transport af farligt gods.
Transportvirksomhederne har givet håndslag på at stille praktikpladser til rådighed for kvinderne med det mål at tilbyde fast beskæftigelse efter endt uddannelse.
DFDS Transport i Herning og KP Transport ApS i Nr. Snede har allerede kvindelige chauffører ansat, og det med stor tilfredshed.
Kan sagtens klare det
»Vi oplever, at kvinderne sagtens kan klare opgaven. Og i relation til papirarbejde og kundekontakt går det faktisk lettere for pigerne. Med de hjælpemidler vi har i dag, er der heller ikke problemer med at klare den fysiske del af opgaven,« siger Gert Christensen fra DFDS Transport.
»I K.P. Transport vil vi meget gerne have flere kvindelige chauffører. Det betyder også noget for tonen på arbejdspladsen, som bliver bedre, end hvis der kun er mænd,« siger Kim Schjermer fra K.P. Transport ApS.
En analyse fra HTS-A viser, at der er voldsom mangel på arbejdskraft inden for transportsektoren, og mange vognmænd har måttet sige nej til opgaver.
»Dette projekt er en oplagt mulighed for at få uddannet flere chauffører. Med projektet kan vi samtidig være med til at bane vejen for, at der kommer langt flere kvinder inden for branchen,« siger Joan Hansen.
[add:38]