Vognmand lukker brand-sag
Sagen om den mystiske lastbilbrand i en ellers næsten ny Scania i marts måned betragtes nu som afsluttet af vognmandsfirmaet, Niels Jensen Maskin Transport A/S, der i den forbindelse har udsendt følgende pressemeddelelse:
»I forbindelse med, at vi, desværre, fredag den 17. marts 2006 var så uheldige, at vores næsten nye Scania R500 selvantændte og udbrændte, har vi muligvis givet udtryk for, at vi ikke længere var trygge ved denne model.
Vi har måttet konstatere, at en del andre Scaniaer i tiden efter vores uheld også er brændt, og begyndte derfor at undersøge sagen nærmere. Vores brancheforening, DTL, har været blandet ind i sagen, og gennem konsulent Niels Erik Nielsen har vi nu fået klarhed omkring årsagerne til de forskellige brande.
Det viser sig, at vores R500 er den, indtil nu, eneste R-model, der er brændt på denne måde. De andre brande har alle været i 4-serie biler, hvor nogle har fået en brandårsag klarlagt.
Vi er derfor nu overbeviste om, at vi bare var uheldige, og havde en "sort" fredag, og at vores R500 er en enlig svale, hvor et eller andet er glippet.
Klarheden i dette er nu med til, at vi, både ledelse og de chauffører, der rent faktisk skal opholde sig i bilen, kan sove mere roligt om natten.
[add:15]
Enhver indikation af utilfredshed fra vores side med Scanias R-serie i den forgangne tid må tilskrives dårlig information om årsagerne til de forskellige brande.
Scania burde nok have informeret os bedre om disse årsager, og her til slut er det jo også os selv, der har taget initiativ til at få sagen belyst.
Vi er netop i denne tid ved at få leveret 3 nye R500, så vi ser frem til at kunne køre fremtiden i møde i tryghed og uden problemer.«