Kendt transportmand fylder 60
Mogens Therkelsen, adm. direktør for H. P. Therkelsen A/S, Padborg, og formand for ITD (International Transport Danmark) fylder 60 år på onsdag den 13. september.
Mogens Therkelsen startede sin karriere inden for transportbranchen ved at stå i lære hos det daværende speditionsfirma Danexim A/S i Padborg.
Senere fortsatte han uddannelsen i Tyskland, Schweiz og England for i 1971 at vende hjem til familiefirmaet, som på daværende tidspunkt lå i Kruså. Firmaet flyttede i 1974 til den nuværende adresse i Padborg, og i 1983 blev Mogens Therkelsen udnævnt til adm. direktør i familiefirmaet.
Familiefirmaet blev grundlagt i 1918 af Mogens Therkelsens farfar Niels Therkelsen i Løgumkloster, og fra begyndelsen af 1940erne frem til 1981 var det faderen Hans Peter Therkelsen, der drev og udviklede firmaet til en moderne transportvirksomhed.
Mange tillidshverv
Mogens Therkelsen har gennem årene varetaget adskillige tillidshverv, især i, men også uden for transportbranchen.
I 1999 blev han valgt ind i ITD’s bestyrelse, året efter blev han valgt til næstformand, og i 2004 overtog han posten som formand for ITD og datterselskabet FDE Holding A/S’s bestyrelse.
Derudover sidder han i bestyrelserne for Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) samt Dansk Transport og Logistik (DTL).
Endvidere har Mogens Therkelsen i en del år siddet i bestyrelsen for Transportbranchens Uddannelses Center i Vejle.
Han sidder endvidere som formand for Sønderjyllands ErhvervsCenter og Union Bank, der er en dansk bank i Flensborg.
H.P. Therkelsen A/S og ITD/FDE holder reception i FDE Center Padborg på onsdag fra kl. 12.00 til 15.00.
[add:47]