Begrænsninger på container-transport
De tyske myndigheder i delstaten Slesvig-Holsten mener, at det ikke er lovligt at køre med en ISO godkendt 40 fods container i kombineret sø-vej-transport med et 6-akslet køretøj over 40 tons, når den samlede kørestrækning mellem faktisk af- og pålæssested overstiger 150 km.
Det oplyser ITD, som hen over sommeren haft et par henvendelser fra medlemmer, der kører med ISO godkendte containere i Tyskland. Der er i en del tilfælde blevet uddelt bøder i Slesvig-Holsten ved kørsel med en 40-fodscontainer, når denne har en målt vægt på over 40 tons.
I de konkrete sager udførtes transporterne på en strækning over 150 km mellem containerhavnene i Hamborg og Århus.
Forespørgsel
ITD har tidligere rettet en forespørgsel til de tyske myndigheder om spørgsmålet. Af det svar, som ITD modtog for et stykke tid siden, fremgår det, at de tyske myndigheder kun tillader kørsel med ISO-godkendte containere på op til 44 tons i kombineret skib/bil-trafik på en samlet kørestrækning på 150 kilometer.
Kræver omlæsning
De tyske myndigheder udsteder herefter ingen tilladelse til denne form for transport, medmindre den samlede transport højst udgør 150 km.
Såfremt der ved en politikontrol konstateres overlæs over 40 tons, kræves der omlæsning på nærmest egnede rasteplads. Da der ofte er tale om plomberede containere, kan en sådan omlæsning medføre betydelige meromkostninger for både vognmænd og kunder.
[add:4]