23948sdkhjf

Debat: Mere om overhalingsforbud

Den seneste tids debat om overhalingsforbud, og flere læseres opfordringer til at stille bilerne i garage, har affødt endnu et par kommentarer. Blandt andet fra Carsten Hjorth, som skriver:

»Jeg kan da kun give d'herrer ret og vil gerne tilføje, at vi danske chauffører er rent til grin, når vi går på arbejde. Jeg tror ikke på, at der findes nogen anden arbejdsplads, der har så mange forhindringer og muligheder for at betale bøder i stor stil.

Imens er vi vidner til, at udenlandske chauffører overtræder de fleste regler uden at blive straffet, f.eks. ved overhaling forbudt, når politiet kører bag dem, men lader dem fortsætte uden at give dem en bøde. Den var ikke gået i Tyskland, der havde de fået en kontant bøde på stedet.

Det var lige et sidespring. Jeg forstår ikke vores politikere, de ved allesammen, hvor vigtig en funktion vi har, men de bliver ved med at skyde på os, og det er nok en af grundene til, at der er nogle, der siger deres job op som chauffører, og at vi mangler kvalificerede chauffører rundt omkring i landet. Jeg håber, at de en dag vågner op og kvitter nogle af de latterlige regler.«

Carsten Hjorth
Egegårdsstien 7, st. 2
2610 Rødovre

Heinrich Hougaard giver debatten disse ord med på vejen:

»Lad dog være med at bryde jeres hoveder med dette vanvittige forslag om overhalingsforbud. Samfundet kommer automatisk til at mærke deres egen medicin, og den bliver kras. Der bliver totalt kaos, særligt på motorvejene med flere dræbte, da alle personbiler klumper sig sammen ude i anden vognbane.

Tendensen er der allerede i dag med den tåbelige lov om at blinke ud, når man skifter vognbane. Folk tror, at bare man blinker, så er alt i den sødeste orden til at brase ud, men der sker rigtig mange ulykker på denne fejlkonto af en tåbelig politikerlov, for var det almindelige mennesker, der lavede love, var der orden på de danske landeveje.

Men ak, sådan er det desværre ikke, vi har jo disse taburetklæbere, og dem slipper vi nok ikke af med, før vi holder sammen og får dem styrtet ned af taburetten.«

Heinrich Hougaard
Farvervænget 48
9500 Hobro

Også vognmand Christian Jensen giver sit besyv med:

»Jeg er 100 procent enige med jer. Det her vidner om en flok politikere, der ikke har en kæft begreb om, hvad de har med at gøre. Som privatperson kan jeg sagtens holde med jer i, at politikerne og familien Danmark faktisk skulle have lov til at føle, når ikke de vil høre.

Det er i øvrigt ganske uforståeligt, at netop den regering, der sidder på flæsket i dag, har disse tendenser i sig. Det modsatte skulle jo egentlig følge af deres politiske observans. Liberal politik i dag er lig med forbud.

[pic:9978]Denne observans til trods så har vi en justitsminister, der ville have passet perfekt ind i forbudsstaterne østovre bag jerntæppet. Og vi har en transportminister, der skulle have blevet ved sin læst. Det kan man jo så tage, som man vil.

Ens for dem begge og for alle andre politikere i øvrigt er jo, at de er der for pengenes skyld. Den idealistiske politiker er en uddøende race. Det eneste, de derfor lytter til, er højden af larmen fra de altid relaterede vælgere i de aktuelle situationer.

Men så har vi jo selv vores etablerede hovedorganisationer, arbejdsgivere deres og arbejdstagere ditto. De burde være mere fremme i skoene i disse her sager, især i sagen om det nye bødekatalog. Men de er alle i deres embedsmænds vold og skal derfor holde venskabet med ministrenes embedsmænd ved lige. Derfor tør de ikke sige buh til nogen eller noget.

I FDL, som jeg også repræsenterer, vil vi på ingen måde forsvare gentagne grelle overtrædelser af nogen som helst love og regler. Men vi vil ikke finde os i det nye bødekatalogs urimeligheder, der jager chauffører og vognmænd fra hus og hjem. Derfor iværksætter vi i FDL i næste uge en protest-underskriftsindsamling, hvor chauffører, vognmænd, disponenter og deres pårørende kan vise deres deltagelse ved at underskrive. Så slut op om dette tiltag. Vi har en fælles sag, som må og skal ændres, ligesom overhalingsforbuddet skal.«

Christian Jensen
Nordvej 12
9900 Frederikshavn

[add:13]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078