Penge at spare med nyt system
Nu kan chaufføren opdatere alle gængse rutesystemer blot ved at sende en simpel tekstbesked fra sin mobiltelefon.
Det er muligt med en dansk opfindelse, som nu kommer i handelen. Det er det lille danske it-firma PHD, som har opfundet en kobling mellem mobiltelefoner og ruteplanlægnings-systemer til transportbranchen.
Der er tale om en it-løsning, som hedder Cargoroute, og som bliver koblet til et gængs it-system til ruteplanlægning.
Opdateres automatisk
Ved hjælp af systemet kan chaufføren blot sende en simpel tekstbesked fra sin mobiltelefon, når han har afleveret en vare. Hvis der er forsinkelser, bliver rutesystemet automatisk opdateret. Tiderne for levering bliver rekalkuleret og sendt pr. sms eller email til de næste kunder på ruten, eller de kan selv følge med på internet.
Dermed slipper både vognmanden og virksomheden, der skal levere varen, for at bruge dyr mobiltid på at tale sammen og informere om forsinkelser.
De slipper også for selv at ændre i ruteplanlægnings-systemet, for det sker automatisk. Samtidig slipper de, der skal modtage varen, for at trille tommelfingre. Kunderne er hele tiden ført ajour med leveringstidspunktet.
[add:27]
Mødtes på transportmesse
Makkerparret bag opfindelsen er direktøren for it-firmaet PHD, Douwe Hoekstra, og Theis Pedersen, der er logistik- og cargoekspert. De to mødte hinanden på en transportmesse i februar sidste år, hvor de kom til at tale sammen om, hvad transportbranchen kunne bruge.
»En kunde ønsker ikke at vide, hvornår en vare er omladet på f.eks. terminalen i Taulov. Det er heller ikke nødvendigt at vide, hvor pakken er lige nu. Det mest interessante er altid, hvornår kunden kan forvente at få varen leveret, og det fremgår præcist,« siger Theis Pedersen.
Løsningen fås fuldt køreklar fra 15.000 kroner. Prisen gælder for en hel virksomhed med ti biler. Traditionelle systemer med særskilte terminaler koster alene i anskaffelse 10.000 - 50.000 kroner pr. varevogn eller lastbil.