Debat: Stil bilerne i garage
Redaktionen har modtaget flere indlæg til debatten om overhalingsforbud. Blandt andet fra Michael Kragh og Peter Frederiksen, der begge opfordrer til en kollektiv strejke.
»Kort og godt: Det er mig en gåde, at de lastbiler ikke er stillet i garage endnu, indtil de helt urimelige krav, der bare bliver ved med at komme, er lempet betydeligt.
Det er da frygteligt at vide, at man er så bundkriminel, at man skal straffes hårdere end almindelige forbrydere. Det er da også frygteligt at vide, at man er til så stor fare og gene for andre bilister, at der skal indføres flere og skrappere sanktioner.
Mon ikke alle ville være bedre stillet, hvis de frygtelige lastbiler blev stillet væk en fjorten dages tid, så alle de andre får den plads, de skal bruge, og regeringen kan holde ferie uden at bekymre sig om de farlige dødsmaskiner?«
Michael Kragh
Langelinie 57
8471 Sabro
[add:32]
»Det er uforståeligt, at overhalingsforbudet skal indføres - sætter man ikke dermed flere liv på spil? Hvad med en specialtransport, som har lidt svært ved at komme op ad bakken, når han snegler sig af sted med cirka 35 km/t - er det rimeligt, at han skal kunne stoppe en hel hær af lastbiler?
Hvem tænker på brændstofforbruget? Farten vil variere, så forbruget vil øges. Hvem tænker på det i disse tider, hvor alle taler om at værne om miljøet?
Politikerne burde snart vågne op af deres døs. Måske den eneste måde at vise dem realiteten ville være at holde motoren slukket i et stykke tid?«
Peter Frederiksen
Lergravvænet 40
8380 Trige