Transportmesse i morgen
Den traditionsrige transportmesse i Nordsjælland, der holdes hvert andet år, løber af stablen i morgen på Grønholt Flyveplads mellem Hillerød og Fredensborg, hvor der i løbet af weekenden ventes omkring 2.000 besøgende.
Transportmessen, der arrangeres af Nordre Birk Vognmandsforening, har denne gang stort set udsolgt med i alt 38 stande ude på flyvepladsens område og i den store hal.
Denne gang får deltagerne blandt andet mulighed for at få mere at vide om den nye digitale fartskriver, tachografen, hos DTL Region Hovedstadens stand og hos FDE Servicepartner.
Herudover viser en lang række leverandører deres nyeste produkter til transportbranchen.
Ligesom ved den forrige messe er der også denne gang mulighed for at prøve branchens lastbilsimulator. DTLs bestyrelsesmedlem Leo Jensen giver lørdag kl. 12 en orientering om aktuelle emner i branchen.
Det er 17. gang, at Nordre Birk Vognmandsforening kalder til udstilling.
Der er gratis adgang og parkering i hele åbningstiden lørdag kl.10-17 og søndag kl. 10-16.