Hatten af for Egon Sørensen
Vognmand Christian Jensen, Asaa, der er næstformand i FDL, har sendt dette indlæg:
"Udover at jeg helt og fuldt deler de synspunkter, Egon Sørensen, Hanstholm giver udtryk for på siden i dag (fredag, red.), så tager jeg også hatten af for Egon Sørensen. Det gør jeg, fordi Egon Sørensens gang på jorden ikke bliver let ved hans gang i ATL/DTL regi.
Jeg er stolt over at kende Egon Sørensen. Et hip hip hurra for, at du tør stå ved dine meninger, selv i orkanens øje DTL/ATL.
Derudover har Egon S. jo helt ret i, at dette vil gå ud over den lille indenlandske vognmand, og det kan være endnu et søm i ligkisten for mangen en lille vognmand.
For uanst hvor stor eller lille andel af den indenlandske tonnage, der vil flytte ved fri cabotage, så vil det blive prisdannende for den resterende del af godset.
[add:37]Ja, Egon, du har ret, disse ideer er ikke alene groet i Skomagerens urtehave. Der har været have/hokus krokus gartnere indblandet. Vi ved vist begge, hvorfra disse er kommet myldrende, ingen nævnt ingen glemt.
Man må jo klaske sig på lårene af grin, når ministeren og Erik Østergård DTL siger: Husk på, så må danske vognmænd selvfølgelig køre lige så meget som de lyster med danske chauffører i de omhandlede lavprislande.
Alene det er nok til at få en vognmand med almindeligt kendskab til virkeligheden til at tage sig til hovedet.
På falderebet også et hip hip hurra til Jørgen Jensen, Juelsminde for indlægget på denne side ("Endnu et søm til ligkisten"), som var uhyggeligt realistisk i sit indhold og konklussion.
Tak for jeres hjælp. Vi fortsætter kampen.
Med venlig hilsen
Christian Jensen
Gerå engvej 65
9340 Asaa