Debat: Kom med højresvingsrapporten
Vognmand Kenn Hamburger har sendt redaktionen denne kommentar til omtalen af sidste uges ulykke i Aabenraa, hvor en 12-årig pige i sidste øjeblik nåede at springe for livet, inden hendes cykel blev knust under en højresvingende lastbil:
»Her savner jeg meget en midlertidig rapport fra gruppen, som er i gang med at analysere disse meget grimme ulykker. Det er allerede for sent med først at kunne fremlægge den i oktober.
[add:15]En tanke kunne være at vende kørslen på cykelstier, så de kører mod trafikken, eller forkorte drejebanen i kryds samt at give cykler og højresvingende grønt modsat hinanden. Og hvis dette ikke hjælper, så må der vel som sidste og nok den sværeste af alle løsninger laves forbud mod kørsel med hænger/trailer i byerne, idet de fleste ulykker sker med sådanne lastvognstog. Dette vil dog påføre branchen en stor ekstra omkostning, men kan den redde 9 ud af 10 ulykker er det vel en ide.
Den kan også få en positiv ting til følge, nemlig flere i arbejde i Danmark med at køre lokalt - så kan vogntogene tage de lange stræk fra landsdel til landsdel, men det bliver dyrt. Jeg tror ikke helt på flere spejle og lignende, for det giver chaufføren endnu en stressfaktor, og dem er der nok af.«
Kenn Hamburger
Castor Alle 9
2770 Kastrup