Håndboldkamp og bødekatalog
Hans Hougaard, Taulov blander sig nu i debatten mellem Jens Ole Juhler og Christian Jensen. Hans Hougaard har sendt denne kommentar:
"Det kan undre, at en mand som Jens Ole Juhler, der har sit daglige virke inden for branchen, tilsyneladende lever i en slags ubekymret uvidenhed om, hvad det vil sige at mærke effekten af bødekataloget på sin krop. Og det være uanset om man er vognmand eller chauffør.
Det er prisværdigt at Christian Jensen tager tid til at udpensle hvad han mener, for Jens Ole Juhler har tydeligtvis ikke fanget pointen. Lad mig forsøge at bidrage til hans oplysning.
[add:17]
Pointen i denne debat er IKKE, hvorvidt reglerne skal overholdes eller ej. Pointen er, at straffen i tilfælde af overtrædelse slet ikke står i et rimeligt forhold til forseelsens grovhed, og at dette faktum truer et helt erhverv på dets eksistens. Hvorvidt reglerne i sig selv er for stramme, kan vi diskutere i en anden tråd. Lad mig i stedet holde fast ved pointen her, med et par eksempler:
Jens Ole Juhler, forestil dig en håndboldkamp hvor det ene hold i kampens hede kommer til at sende en spiller for meget på banen. Det sker jævnligt. Straffen derfor er i dag en 2 minutters udvisning til en spiller.
Forestil dig, at man i stedet udelukkede pågældende spiller og træneren (analogt: chauffør og vognmand) for resten af sæsonen, og idømte dem en bøde på tilsammen 50.000 kr. Vi kan nok blive enige om, at det ville true såvel spillere som trænere på deres erhverv. Hvis du har svært ved at følge tråden her, kan du jo prøve at spørge nogen, der spiller håndbold, og få dem til at forklare det nærmere.
Forestil dig, at du blev stoppet på cykel, og foreholdt at du ikke rakte hånden ud sidste gang du svingede til højre. Straffen: en bøde på 10.000 kr. og et klip i kørekortet.
Som om der ikke var pres nok på det danske transporterhverv i forvejen, så har politikerne i hvert fald formået at bidrage til festen med bødekataloget. Når man hører om sværtransporter, der honoreres med et bødeforlæg på 6.000 kr., fordi der mangler en enkelt markeringslygte, så mener jeg analogien til ovenstående eksempler kan forsvares.
Den udvikling den danske transportbranche gennemgår, er en slags 3-trins raket:
Fase 1:
Man forsøger at drive vognmandsforretning, med bilerne på danske plader, og chauffører aflønnet efter dansk overenskomst i overenstemmelse hermed. Når man må give op i fase 1, går man over til fase 2.
Fase 2:
Det bliver sværere og sværere – for ikke at sige praktisk umuligt – at skaffe danske chauffører, som vil køre under presset, og leve med risikoen for bøder i den størrelsesorden man opererer med. Derfor må man opgive at få danske folk på bilerne, og ansætter i stedet udlændinge, fordi man trods alt kan lokke med højere lønninger end i de fleste andre lande. Når man må give op i fase 2, går man over til fase 3.
Fase 3:
Man opretter et firma i Flensburg, og sætter tyske plader på bilerne. Nu er man ikke længere bundet af danske overenskomstforhold, og kan derfor være med igen.
Forløbet gennem disse faser er en ensrettet gade. Det kan kun gå én vej. Bødekataloget er en faktor, der er med til at tilskynde denne udvikling, og enden på historien er uundgåelig. Den eneste spænding er at se, hvem der bliver den sidste danske chauffør i en bil på danske plader....
Jens Ole Juhler, hvilken del af ovenstående er det, du ikke forstår, eller gerne vil anfægte ?
Med venlig hilsen
Hans Hougaard
Slåenvej 22, Taulov
7000 Fredericia