Debat: Vognmænd skal erkende deres ansvar
Regionskonsulent i 3F, Jens Ole Juhler har sendt denne kommentar til Christian Jensens indlæg fredag:
»Det ikke skal blive til brevveksling mellem Christian Jensen og jeg, men jeg har dog følgende bemærkninger til CJ's svar til mig, også ud fra at vi kender hinanden fra før i tiden.
Jeg har fuld forståelse for, at der skal skelnes mellem de store overskridelser og de små såkaldte, af CJ kaldet "tanketorsk", men chaufførerne har gennem mange år efterlyst, at der blev strammet så hårdt op omkring ansvar, at det ville få vognmænd til at forstå, at det er dem, der har arbejdsgiveransvaret, og at overskridelser ikke er vejen frem, ej heller ved at lægge skylden til overskridelse over på chaufføren og/eller speditøren/disponenten.
Nu må det være tiden, hvor vognmanden vil erkende sit arbejdsgiveransvar og giver speditøren besked herom.
At konkurrencen inden for transport er umenneskelig p. g. a. pres fra de såkaldte "alternative" aflønningsformer, er jeg ganske godt vidende om, hører også om dette som regionskonsulent, men det er jo dine kolleger, CJ og måske medlemmer, der udbyder disse konkurrencebetingelser.
[add:28]
Håber at denne lille debat kan være med til at få både chauffører og vognmænd til at tænke sig lidt om, være med til at hæve branchens image således, at hver gang man ser en lastvogn, ikke tror det er en lovbryder eller småkriminel.
Kun og alene derfor deltager jeg i denne debat. Branchen skal hæve sit image, jeg tror ikke det gøres ved en debat om mindre bøder.
Det er meget dygtige folk, der sidder i de store biler og skal repræsentere vognmanden, afsenderen af varer, speditøren, kunden der køber varen m. fl.«
Jens Ole Juhler
Platinvej
6000 Kolding
[add:33]