Formand maner til sammenhold
»Skal vi gøre vores professionelle indflydelse gældende på alle fronter, så kræver det, at vi står sammen i dagligdagen."
Det sagde formanden for Vejle Amts Vognmandsforening, Jørgen Egeskov Jensen på foreningens generalforsamling i weekenden på Hotel Munkebjerg.
[add:15]
Udtalelsen var med tydelig adresse til Foreningen FDL, der har valgt at melde sig ud af DTL.
»Det er i orden, at man giver udtryk for sin utilfredshed. Men at gøre det igennem pressen i stedet for at bruge de demokratiske kanaler og dermed tro, at det kan have en positiv indflydelse, der tager man fejl,« sagde Jørgen Egeskov Jensen, der udover formandshvervet i Vejle også er næstformand i DTL.
Stormvejr
I sin årsberetning kom Jørgen Egeskov Jensen ind på såvel vognmændenes overordnede situation som de lokale forhold i Vejle Amts Vognmandsforening:
»Det forløbne år har været lidt ud over det sædvanlige. Transportbranchen, os på gummihjul, har været ude i stormvejr. Pressen har haft søgelyset rettet mod os. Politikerne har skærpet kursen over for hele branchen. Vi har fået et nyt bødekatalog, og man kan få klip i kørekortet. Politiet varetager deres arbejde med kontrol af transportbranchen, og i deres verden er der ikke noget, der hedder bagateller. Vi har fået indført arbejdsdirektivet. Vi har nu endelig fået sat så nogenlunde en dato på, hvornår den digitale fartskriver skal være installeret i nye biler.
Berettiget eller ej?
Er dette så berettiget, eller er det urimelige forhold, vi så skal udøve vores erhverv under i dag ? lød spørgsmålet fra Jørgen Egeskov Jensen til forsamlingen, og formanden havde selv et bud på svaret:
»Kendsgerningen er dog, at det startede med os selv. Der har været brådne kar i vore rækker, som mere eller mindre systematisk har overtrådt køre- hviletidsreglerne, overlæs, vedligeholdelse af køretøjerne m.m.
Der er sket nogle ulykker, og ved politiets kontroller er der fundet graverende fejl. Dette har fået politikerne til at reagere. De har taget den holdning, at når branchen ikke selv kan finde ud af det, så må der lovgivning til, som branchen kan forstå,« sagde Jørgen Egeskov Jensen bl.a. og opfordrede sine medlemmer til at medvirke til, at branchen opleves som et professionelt transporterhverv med fokus på sikkerhed og diverse lovkrav:
»Når vi er professionelle, så kan vi også forlange og forvente, at samfundet dermed respekterer os og det arbejde, vi som samfundets absolutte nøgleerhverv udfører. Uden transport går alt i stå.«
Forventer gensidig respekt
Forventning om gensidig respekt må efter Jørgen Egeskov Jensen's opfattelse også gælde myndighederne. Formanden nævnte en række eksempler, hvor såvel politikere som de [add:25]kontrollerende myndigheder er meget lidt samarbejdsvillige, når det gælder om i fællesskab at få tingene til at fungere i hverdagen, og hvor der udsendes rapporter med halve sandheder:
»Vi må hermed sige, at hvis vi skal have respekt for politiet og deres arbejde, så må vi også forlange, at politiet udviser respekt for vores virke i dagligdagen,« sagde Jørgen Egeskov Jensen med direkte adresse til landets politikere og kontrolsystemet.
267 medlemmer
Foreningen nu er oppe på 267 aktive medlemmer, der i årets løb har deltaget i en række medlemsarrangementer, herunder en studietur til EU i Brussels med efterfølgende besøg hos Scania i Zwolle.
Der var genvalg til såvel formanden som bestyrelsesmedlemmerne
Bjarne Andersen, Vamdrup, Niels Buhl, Vester Nebel og Jens Sørensen, Øster Starup.