Svensk kilometerafgift på vej
Den svenske regering er på vej med et forslag til kørselsafgifter for lastbiler, oplyser DTL.
Forslaget præsenteres i næste uge, og den kommende kilometerafgift vil også omfatte udenlandske lastbiler.
Målet er at mindske den tunge trafik og sørge for, at både svenske og udenlandske lastbiler kommer til at betale for den miljøbelastning, de påfører samfundet.
Endnu har den svenske regering ikke lagt sig fast på hverken den endelige udformning af afgiften, teknikken bag, eller hvor stor kilometerafgiften skal være.
Dansk debat
[add:15]»Tyskland har indført maut'en efter kæmpe startvanskeligheder, og nu er Sverige på vej med en ordning. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan vore nabolandes vejskatter vil smitte af herhjemme.
Endnu har vi ikke set den gode løsning, vi bør kopiere. Derfor er det vigtigt, at vi i Danmark får en grundig debat om, hvordan en dansk kørselsafgift kunne se ud - eller rettere ikke skal se ud, hvis vi da nogensinde skal have én,« siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard i en kommentar til de svenske planer.