Debat: Sikkerhed ?
Bjarne Märcher har sendt redaktionen denne kommentar til sidste uges artikel om en jysk vognmand, der nægter at betale 10.000 kroner i bøde, som primært skyldes, at en særtransport var 20 centimeter for lang:
»Angående sagen om de 20 centimeter må jeg indrømme, at det ikke kan være for færdselssikkerheden, men jeg er efterhånden ved at få den opfattelse, at det drejer sig mere om, at vogmænd og chauffører skal finansiere det danske vejnet. Men efterhånden er det, sådan som jeg kan se det, en tendens, at alt, hvad vi foretager os, drejer sig om såkadt sikkerhed. Selv at glemme at dreje knappen til uret betragter man som sikkermæsigt uforsvarligt.
Men jeg forstår så ikke, at når man absolut vil have penge i kassen, at man så ikke begynder at tjekke flere af de udenlandske lastbiler. Jeg ved, at mange ikke køber vejbenyttelses-afgift til de danske landeveje. Hvorfor ikke kalde det for sikkerhedsmæssigt også?
[add:20]
Men det kan måske også tænkes, at alle danske lastbiler skal væk fra vejene, for man kan selvfølgelig gøre det så surt for danske lastbiler, at der er ingen, der gider beskæftige sig med det mere.
Men når det sker, vil der garanteret blive en hylen og skrigen over, at folk ikke får deres varer til tiden. Men det kan selvfølgelig være bedre end at få varerne til tiden med danske (kriminelle) chauffører, for sådan er der efterhånden mange af os, der føler sig, bare for at passe vores arbejde.«
Bjarne Märcher
Næstformand i Eksportchaufførenes Landsklub
Formand for Brancheklubben Fragt- og Oliechauffører under 3F Transport Logistik og Byg, Århus