Hvem skal betale de nye førerkort? Chaufføren eller vognmanden? Striden mellem branchens organisationer har også affødt en række kommentarer fra læserne:

Steen Gjelstrup, Karlslunde skriver:

»Hvis det bliver vognmanden, der skal betale, er det vigtigt, at kortet kan byttes til et kort til en ny chauffør uden betaling. Vi har i vores to selskaber en gennemgang på cirka 25 nye chauffører om året. Det er lige fra en dags ansættelse til få måneder.

Ellers må det være sådan, at rejser chaufføren inden for et år, skal han selv betale. Ellers vil det blive en voldsom udgift for branchen. Man kunne prøve at undersøge, hvor mange nye chauffører vognmændene har igennem systemet på et år.«

Erik Svendsen Transport A/S v/ vognmand Steen Gjelstrup
Silovej 22
2690 Karlslunde

Kim K. Lindquist, Slangerup skriver:

»Der er helt klart flere aspekter i denne sag, men hvor ligger det mest rimelige?

Hvis vognmanden skal betale for førerkortet, så er det klart hans, når chaufføren vælger at søge nye udfordringer, men hvad skal vognmanden med nogle personlige oplysninger på en chauffør, som ikke er ansat hos ham mere? Det bliver vel ikke lovligt at bruge en tidligere ansats kort i en nødsituation (Anders And skive)?

Hvis førerkortet på sigt kan blive programmeret med andre oplysninger eller restriktioner for den enkelte chauffør, ville jeg personligt ikke have disse oplysninger frit svævende hos en vognmand.

Hvis nu chaufføren vælger at have to ansættelsesforhold som for eksempel på deltid hos vognmand 1 og på deltid hos vognmand 2, er det så vognmand 1 eller 2, som skal have udgiften, eller skal de begge så bare betale for hver sit førerkort til medarbejderen?

Jeg mener, at det mest hensigtsmæssige må være, at chaufføren erhverver kortet for egen regning, præcis på samme måde som han/hun erhverver et pas for at kunne køre eksport.«

Kim K. Lindquist
Mølledammen 13
3550 Slangerup

Hans J. Hansen, Vilnius skriver:

»Det er med undren, at jeg læser, at 3F vil lade spørgsmålet om betaling af førerkort gå til domstolene! En sådan "bette" tvist burde kunne løses mindeligt parterne imellem.

Idet kortet er personligt og udstedes til chaufføren, bør det naturligvis betales af chaufføren. Hvorvidt vognmanden opnår en besparelse eller en udgift er chaufføren uvedkommende - også i dette tilfælde. Det er myndighederne, der påbyder, at der fremover skal være digitale fartskrivere i nye køretøjer - hvorvidt det giver besparelser eller udgifter for vognmanden er uvæsentligt i denne forbindelse.

Når forretningsfører Jørgen Aarestup Jensn fra 3F fastholder, at vognmanden skal betale for et førerkort, der er personligt, og som alene kan bruges af den chauffør, der får det udstedt, er kursen efter min mening stukket en smule forkert af.

Såfremt en eventuel retssag imod min overbevisning skulle falde ud til 3F's fordel, kan man frygte, at vognmanden vil inddrage førerkortet, når samarbejdet med en chauffør ophører. Kortet vil i teorien tilhøre vognmanden - idet han har betalt det.

En sådan tænkt situation vil være uholdbar for chaufføren, idet han så skal have et nyt førerkort, hver gang han skifter job. Stavnsbåndet vil være genindført, da han vil være afskåret fra at arbejde som chauffør, indtil han har været forbi motorkontoret og har fået udstedt et nyt førerbevis.

Situationen for vognmanden er ikke mindre uholdbar, idet administrationen af førerkortene vil være meget tidskrævende.

Min opfordring til parterne vil derfor være: Sæt jer sammen og find en løsning, der gradvist honorerer de trofaste og dygtige chauffører, der har været ansat i den enkelte virksomhed i længere tid.«

Hans J. Hansen
Dysnos Gatve 4.6
09210 Vilnius