Debat: Minister får på puklen
Transportminister Flemming Hansens udtalelser om problemet med lastbiler og traileres bremseevne har affødt en række reaktioner fra læserne. Som omtalt her på siden har ministeren blandt andet truet med at indføre obligatorisk syn to gange om året, hvis ikke situationen bedrer sig.
»Hurra, igen en negativ udtalelse om den danske vognmandsbranches manglende evne til at holde køretøjerne i forskriftsmæssig stand. Men er en vogn eller en påhængsvogn, der stiller til syn, ikke kommet fra et værksted med folk med uddannelse i disse ting?
Hvorfor skal vognmænd altid udstilles som gangstere og lignende? I mit tilfælde med syn kommer køretøjet til eftersyn på autoriseret værksted, og er der noget galt med bremser og lignende, er det værkstedets skyld og ikke min, ved syn. Det er så let at sparke på en mand, og for den sags skyld en branche, der i forvejen ligger ned.
Så hr. transportminister: Tak for denne oplivende trussel blandt mange andre i denne tid. Synes du ikke, det var pænere, at du passede det arbejde, du er valgt til, og fik rettet op på DSB-skandalen og tog det som en mand i stedet for at prøve at sløre din egen dårlige samvittighed ved at kaste opmærksomheden over på noget helt andet?«
Aksel A. Aaskov
P. Chr. Kochsvej 2, Tiset
6510 Gram
»For mig at se er det helt tydeligt, at ministeren ikke er sin plads værdig. Det er jo hans egen myndighed (Færdselsstyrelsen), der fastsætter nogle bremsekrav til nyt materiel, der er for lave. Lad os få noget materiel, der virkelig kan bremse godt, så det ikke ryger under lovens krav, bare fordi det taber nogle få procent.
I dag er det jo sådan, at man ofte skifter bremsebelægninger ud, når man skal til syn, selvom de måske kun er slidt en tiendedel ned. Nej, lad os få lov til at øge bremsekraften, for så kan de bremse hele deres levetid og ikke kun den første måned, efter det er udskiftet.«
Jens Amorsen
Toftegårdsvej 50
3630 Jægerspris
»Ja, så er vi der igen..
Nu er det bremserne på påhængskøretøjerne, der ikke kan opfylde lovkravene. Hvad så med at tilpasse lovkravene, så de passer til virkeligheden...?
Jeg har lige synet en påhængsvogn - uden ABS - nye bremser og bremsetromler på alle 3 aksler, den har bremsekraft på 58 procent - lovkravet er 46 procent, når den kører tom, og når jeg bremser, står hjulene stille. Naturligvis står hjulene ikke stille, når der bremses med læs - men vi ved jo af erfaring, at når der er gået en måned, og belægningen ikke mere er ru og er blevet lidt mere hård, så kan påhængsvognen ikke opfylde lovkravet på de 46 procent, men ligger så på omkring de 34-38 procent i flere måneder.
Min overbevisning er den, at lovkravet på 46 procent er tilpasset påhængskøretøjer med skivebremser. Men det er der nok andre, der ved mere om. Min ven hentede engang en ny 3-akslet Volvo-trækker i Norge - den kunne ikke godkendes med de norske bremser, for den bremsede for meget! Nogle dage senere kunne man i J.P. læse hetzen "Lastbilers bremser er for dårlige".«
Tage Rehmeier
Siriusvej 33
8700 Horsens