Mindeord om Johnny Schytt-Nielsen
Bent A. Hansen, Eskilstrup har sendt disse mindeord om Johnny Schytt-Nielsen, der døde den 11. september:
"I uge 33 var jeg på miniferie i Sønderjylland, jeg ringede til Johnny Schytt-Nielsen torsdag den 18. august, og han kom ud til Sønderhav, hvor vi spiste en is og talte sammen i ca. to timer.
Vi talte om meget af det, vi havde oplevet sammen igennem arbejdet i I/A Gruppen, og at Johnny senere gik ind i SiD for at kæmpe for chaufførerne. Og Johnnys hjerte brændte virkelig for chaufførerne, så meget at han måtte opgive inden for det system, da han i den grad manglede opbakning fra sit bagland.
Senere blev Johnny ansat som konsulent for I/A Gruppen, et job hvor han følte han kunne gøre mere for chaufførerne, men også her kom han til kort.
Det er meget mærkeligt at sidde her godt tre uger efter og tænke på, at dette sympatiske menneske ikke er her mere.
Vi er mange, der skylder Johnny meget for hans ukuelige kamp og tro på, at det ville blive bedre at være dansk chauffør.
Vi er mange, der vil savne Johnny, men størst er tabet for Susan og familien, som vores tanker vil gå til.
Æret være Johnnys minde."
Bent A. Hansen (Bent "Slagter")
Elvervej 2
4863 Eskilstrup
Johnny Schytt-Nielsen bisættes i morgen klokken 13.30 fra Bov Kirke. Efter højtideligheden er der mindesamvær på Bov Kro.