Natlukning af tunnel under Frederikssundsvej
Fra den 18. september til medio december vil Frederikssundsvejs-tunnelen i København være spærret fra kl. 19:00 til næste morgen kl. 06:00 på hverdage og til kl. 09:00 i weekenden, oplyser Vejdirektoratet.
I de perioder, hvor tunnelen er spærret, vil bilisterne blive ledt ad lokalgaderne på hver side af Borups Alle og hen over Frederikssundsvej. Der vil specielt omkring tidspunkterne for tunnelens lukning og åbning kunne opstå risiko for kødannelse.
Årsagen til lukningen er, at vægge og loft i tunnelen trænger til en gennemgribende reparation.
Arbejdet udføres som natarbejde, fordi trafikbelastningen i tunnelen i dagtimerne er så stor, at den ikke vil kunne afvikles uden store kødannelser med ventetider samt forøget risiko for trafikuheld.
Frederikssundsvejs-tunnelen ligger på rute 16 på Borups Allé, hvor denne fører over i Hareskovvej.