Lovgiverne bør erkende deres fejl
Formanden for DTL Region Midt/Nord, vognmand Jørgen Buhl, Hasselager har sendt nedenstående indlæg vedrørende de nye bødestørrelser for overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne, som han mener er ude af propotion med overtrædelsernes karakter. Jørgen Buhl skriver:
“Transporterhvervet er grundlæggende enig i, at det skal koste at overtræde de regler, der gælder for at køre på vejene, og at bøderne skal forhøjes i takt med grovhederne. Derimod er erhvervet ikke enig i, at bagateller skal straffes efter samme retningslinier som meget grove overtrædelser.
Efter de nye skærpede køre- og hviletidsregler, der trådte i kraft 1. september 2005, seksdobles bøderne for bagatelsager som f.eks. manglende anførsel af slutkilometer på fartskriveren. Efter de tidligere regler fik chaufføren en bøde på 500 kr. og vognmanden en bøde på 1.000 kr. Bødestørrelserne er nu henholdsvis 3.000 kr. og 6.000 kr. Også selv om overtrædelsen udelukkende skyldes chaufførens forglemmelse.
Samme høje bødestørrelser kan komme på tale, hvis en chauffør eller en vognmand i den travle hverdag glemmer at indstille fartskriveren på ”pause”.
De skærpede bøder for bagatelovertrædelser er helt ude af proportion med de lovovertrædelser, der finder sted.
Har overreageret
Vi har ikke noget imod, at overtrædelser af færdselsloven skal koste. Specielt hvis der ses stort på trafiksikkerheden. Men det hører ingen steder hjemme at straffe en chauffør på hans levebrød, hvis han stiller en knap forkert.
Det skal ikke undre, hvis mange danske chauffører forlader deres job efter de første bødeforlæg. Det må også forudses, at det bliver endnu vanskeligere at få unge til at gå ind i chaufførerhvervet.
Med skærpelsen af køre- og hviletidsreglerne har det politiske system klart overreageret. Størrelsen af bagatelbøderne er helt ude af trit med virkeligheden.
Naturligvis skal det ikke kunne betale sig at køre ulovligt, men der er altså steder, hvor stramningen af sanktionerne for at overtræde køre- og hviletidsbestemmelserne er kammet over. Mange vognmandsvirksomheder har i forvejen en økonomi, hvor der ikke skal meget til for at vælte den.
De høje bøder kan måske ikke isoleret set koste firmaet livet. Men med for mange drej på bødeskruen kan der opstå et alvorligt økonomisk problem.
Den menneskelige faktor
Mange vil spørge, om vognmændene ikke bare kan overholde reglerne? Til det er der kun at sige, at selv den mest seriøse vognmand kan have meget vanskeligt ved at overholde de nuværende regler. på. I praksis er der altså også noget, der hedder den menneskelige faktor. Også hos de vognmænd og chauffører, der normalt har orden i sagerne.
Der findes næppe nogen anden lovgivning, hvor en simpel forglemmelse kan udløse så enorme bødekrav. Derfor skal vi på det kraftigste opfordre de lovgivende politikere til at revurdere lovgivningen. Det er som bekendt aldrig for sent at erkende sine fejl, hvis man har anvendt en for fin tættekam.”