Debat: Har vi sejret ad H. til?
En fællestillidsmand imødegår den kraftige kritik af 3F, som i går var at læse på hjemmesiden:
"Når jeg i de seneste år har hørt vores fagforeninger omtalt i pressen, har det været med en holdning, som klart efterlader det indtryk, at faglig kamp er noget, som hører fortiden til, og at fagforeninger for længst har mistet deres berettigelse.
Er det mon en holdning, som bliver givet os alle med modermælken, siden at den indstilling er så grundfæstet. For hvis vi vil se på samfundet med åbne øjne, så er det da indlysende, at ingen arbejdsgiver frivilligt giver deres ansatte fri med fuld løn i seks uger om året, betaler løn under sygdom, betaler ekstra når der arbejdes over, indbetaler penge så alderdommen kan nydes uden økonomiske problemer, plus alle de mange ting som vores faglige arbejde har sikret arbejdstagerne i Danmark.
Så snart vi er blevet lullet i søvn af de evindelige postulater om, at den faglige kamp er forbi, lige så snart er arbejdsgiverne klar til at omgå aftalerne med arbejdskraft fra lande, hvor man ikke har nået vores økonomiske standard.
Vi har allerede i mange måneder set, hvordan man i landbruget har ansat "praktikanter" fra de nye EU lande. Byggeriet har haft masser af sager, hvor håndværkere fra de samme lande har arbejdet til lønninger, som er ødelæggende for vores velfærdssystem.
Senest har vi inden for transportområdet haft sage,r som viser, at hvis vi ikke er vågne, så er der arbejdsgivere, som vil bruge alle midler til at omgå de aftaler, der er indgået på det danske arbejdsmarked. Der laves sindrige konstruktioner, som skal lovliggøre deres underbetaling af arbejdskraften.
Det er nærliggende at nedgøre problemet med at sige, at "vores" arbejdsgiver aldrig vil kunne finde på den slags. Nu er det bare sådan, at hvis vi ikke i tide får stoppet de brodne kar, som allerede er i fuld gang med at underminere vores aftalesystem, så bliver vores egne firmaer enten udkonkurreret, eller også bliver de tvunget med på vognen. Taberen vil i begge tilfælde blive lønmodtageren.
Derfor er sammenhold på arbejdspladserne vores eneste chance for at stå imod det pres, som allerede er godt i gang. Lad os hjælpe hinanden med at holde øje med ting, som ikke er efter bogen.
Vi har ikke sejret ad H. til. Kampen er først lige begyndt!"
Erik Priskorn
Fællestillidsmand EKV transport