23948sdkhjf

Arbejdsgivere bakker op om spiritus-forslag

HTS Arbejdsgiverforeningen er godt tilfreds med justitsminister Lene Espersens forslag om, at rigsadvokaten skal give arbejdspladsen besked, hvis en ansat bliver taget for spirituskørsel for anden gang.

»Vi har i årevis forsøgt at få ændret reglerne, så arbejdsgiverne får besked. Vi har masser af folk ude på landevejene, og vi er bestemt ikke interesserede i at have chauffører, der kører rundt uden kørekort. Det vil dog være endnu bedre, hvis vognmanden får det at vide allerede første gang, en af hans chauffører bliver taget for spirituskørsel,« udtaler Poul Juelsbjerg, direktør i Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik, der er en del af HTS.

Offentlige arbejdsgivere får besked

I dag er det kun offentlige arbejdsgivere, der får besked, hvis deres ansatte bliver taget for spirituskørsel. Men for vognmændene inden for både person- og godstransport vil det være en stor lettelse, at de kan være sikre på, at deres ansatte ikke har en dom for spirituskørsel hængende over hovedet, eller bryder loven ved at køre uden kørekort.

»Arbejdsgiverne har et medansvar for, at chaufførerne har kørekort, og det er dem, der sidder inde med risikoen, hvis noget går galt. Rent bortset fra de åbenlyse problemer med færdselssikkerheden, er der også kundernes interesser, passagerernes tryghed samt branchens omdømme og troværdighed at tage i betragtning. Så det er meget vigtigt, at vognmændene får det at vide, hvis en af deres ansatte risikerer at miste kørekortet, eller måske allerede har fået det frakendt,« fastslår Poul Juelsbjerg.

Burde ikke være nødvendigt

I en ideel verden burde det ikke være nødvendigt, at rigsadvokaten blandes ind i forholdet mellem en vognmand og hans chauffør.

»Det burde selvfølgelig være en naturlig del af ansættelsesforholdet, at chaufføren fortæller det til sin arbejdsgiver, hvis han bliver taget for spirituskørsel, eller ligefrem bliver frakendt kørekortet. Men det er jo ikke det sjoveste at skulle fortælle sin chef, hvis man lever af at køre. Så hvis kommunikationen svigter, er det godt, at arbejdsgiverne kan være sikre på at få oplysningerne fra andet hold,« siger Juelsbjerg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063