Debat: Luk grænsen igen
Michael Vindbæk har sendt redaktionen dette debatindlæg, hvori han opfordrer sine kolleger til at stå sammen og gå på barrikaderne igen:
»Jeg vil blankt indrømme, at siden jeg startede i branchen sidst i firserne, har jeg kun været stolt af at være chauffør to gange. Den første gang var, da vi lukkede grænsen, og anden gang da vi strejkede.
Det lyder måske ikke som noget at være stolt af i mange menneskers øjne, men det er fordi, de ikke kender til baggrunden. Vi var utilfredse med at blive dårligt behandlet kontra andre faggrupper i Danmark, og når bægeret var fuldt, stod vi sammen, og hele Danmark gik i stå. Det med sammenholdet, når det virkelig gjaldt, er ellers ikke noget, vi er kendt for, men at vi virkelig kunne finde ud af det, var det, der gjorde mig stolt af at være chauffør.
Knap så stolt
Desværre endte det jo som bekendt med, at vi blev - undskyld udtrykket - "bollet i røven" af det, der skulle forestille at være et arbejderparti. Til de af jer, der ikke kan huske, hvad det endte med, kan jeg kort fortælle, at vi gik ned i løn, og vores udefradrag blev regnet ind i lønnen, så det så flot ud på papiret. Min stolthed var så knap så stor, da vi accepterede forliget, og de, der syntes, at det var en god løsning, kunne man så undskylde med, at de måske ikke var så gode til regning, da de gik i skole.
Efter den lussing, de folkevalgte fik ved, at hele Danmark blev lammet, var der så ro omkring vores branche et ganske pænt stykke tid. Desværre må vi nok se i øjnene at de har glemt, hvordan det var, og jeg mener, det er på tide at genopfriske deres hukommelse.
De brådne kar
Hvorfor har vi et system, hvor man skal have en tilladelse for at drive vognmandsforretning, når retningslinierne for at have en sådan ikke bliver fulgt op? Jeg tænker her på alle de brådne kar, der er i branchen, som på bekostning af de seriøse vognmænd kan blive ved med at drive deres gangstervirksomheder, uden det får konsekvenser for deres fortsatte virke. Eksempler er overflødige, da vi jo alle ved, hvad jeg mener. Bare se den seneste tids afsløringer af diverse virksomheder.
Hvorfor har vi en lov, der kan fratage danske chauffører deres kørekort ved overskridelse af færdselsloven, mens udenlandske chauffører slipper med en bøde for samme forseelse...? Hvis altså i det hele taget de bliver stoppet, fordi det danske politi mener, det er for besværligt at komunikere med dem...
Hvorfor har vi stadig en køre-hviletids-lov, der er besværlig, forældet, og umulig at overholde 100 procent, når der inden for alle andre brancher er enkle og forståelige regler...? Hvordan har vi kunnet tillade bødestørrelser, der er så vanvittige for selv små forseelser...?
Forskel på faggrupper
Hvorfor lader vi skatteforvaltningen gøre så stor forskel på faggrupper, som de gør? Her tænker jeg ikke kun på den aktuelle sag om chaufføren, der ikke kan få udefradrag, selvom han holder 100 km fra hjemmet, men mere systemet som helhed. Eksempelvis blev det afsløret for nogle år siden, at EU-politikere blot skal skrive sig på en liste for at få udefradrag, selvom det er bevist, at de sidder hjemme hos sig selv, og mig bekendt er deres udefradrag i runde tal cirka tre gange så højt som vores.
Kære kollegaer:
Jeg kan da umuligt være den eneste, der mener, det er ved at være på tide at lade lastbilerne stå stille endnu engang. Erfaringerne viser os jo tydeligt, at det er det eneste sprog, de forstår. Vold avler vold, og med hårdt skal hårdt bekæmpes. Så enkelt er det....«
Michael Vindbæk
Langelinie 57
8471 Sabro