Debat: Hvem skal bøde mest?
Tirsdagens debatindlæg fra Bjarne Lind - som blandt andet foreslog, at pålæsseren skulle kontrollere, om et udenlandsk køretøj har betalt afgift - har affødt et par kommentarer. Michael Simonsen står bag den første:
»Jeg mener, Bjarne Lind har fat i noget rigtigt angående kontrol af vejbenyttelsesafgift, men dog mener jeg, der indlægges en dobbeltrolle for afsender. Han skal kontrollere, og skulle det så være tilfældet, at der ikke er betalt afgift, ja så vil Bjarne også give transportkøber/afsender en bøde. Det vil da straks skræmme afsender fra at kontrollere. Eller er jeg helt galt på den?«
Michael Simonsen
Kongevej 42
6630 Rødding
Finn Guldmann kommer med dette forslag:
»En løsningsmodel:
I over 15 år har jeg snakket om en model til at få løst nogle af vores problemer i erhvervet. Vil man have løst et problem med overtrædelser af nogle regler, vil den logiske måde at gøre det på være at placere det største ansvar hos dem, der har størst fordel af, at reglerne overtrædes.
I transportbranchen betyder det, at den største bøde for overtrædelser af køre-hviletiderne, belæsningsreglerne og farligt-gods reglerne skal placeres hos transportkøberen.
Min model går ud på, at en bøde opdeles i 15 dele. Én del gives til chaufføreren, to dele gives til vognmanden, fire dele gives til speditøren, og de sidste otte dele gives til transportkøberen.
Så er det min overbevisning, at overtrædelserne vil være nedbragt til nær nul i løbet af et halvt år.
Hvis myndighederne selv vil løse problemerne, kan jeg kun se den ene udvej for dem, at samtlige lastbiler/busser fysisk skal kontrolleres hver dag. Og med 15 millioner lastbiler plus det, der er kommet til med de 10 nye medlemslande, er det jo ikke videre realistisk.
Og det vil nok alligevel ikke løse problemerne, for så længe de, der sidder med pengene, ansvarsfrit kan stille krav, vil disse krav blive opfyldt. På den ene eller på den anden måde.
En ny chauffør, en ny vognmand eller en ny speditør er jo kun et telefonopkald væk.«
Finn Guldmann
Præstevænget 3, Holbøl
6340 Kruså