Mere kørsel med lastbiler
Trafikken i Danmark med lastbiler er hele 38 procent højere end hidtil antaget. Den overraskende melding kommer i en ny statistik fra Vejdirektoratet, der blev præsenteret i går på konferencen "Trafikdage" på Aalborg Universitet.
Den nye statistik viser også, at kørslen med personbiler er 11-12 pct. lavere end hidtil antaget. Også buskørslen er lavere med den nye opgørelse - nemlig 3 pct, mens kørslen med varebiler stort set er uændret. For alle køretøjer under ét er kørslen 8 pct. lavere, sammenlignet med tidligere statistikker.
Mere præcis
Ifølge Vejdirektoratet giver den nye opgørelsesmetode et mere præcist bud på kørslen med danske biler, end man hidtil har haft. Samtidig er der mulighed for en betydeligt mere detaljeret opdeling af kørslen på biltyper, årgange, drivmiddel, totalvægt mv. Det kan lade sig gøre, fordi opgørelsen er baseret på den registrering af kilometerstanden, som bliver foretaget ved bilsyn.
Vejdirektoratet vil fremover basere den overordnede trafikstatistik på den nye opgørelsesmetode. Det indebærer, at man fremover kommer til at vente op mod et år, inden tallene for et givet år er klar. Det skyldes, at der nødvendigvis skal være gennemført en vis mængde syn i det efterfølgende år, inden kørslen beregnes. Derfor kan der i dag offentliggøres nye tal for årene frem til 2003, mens kørslen i 2004 vil blive offentliggjort senere på året.