23948sdkhjf

Debat: Højresvingsulykker

Redaktionen har modtaget flere indlæg til debatten om højresvingsulykker. Kenn Hamburger, næstformand i Dtf48, giver her sit besyv med:

»Disse mange højresvingsulykker har desværre fået chaufføren som skurken i alle tilfælde, selvom det ikke er chaufførernes skyld. Dette skyldes en brist i færdselslovgivningen om, hvem der anses for værende stærke og svage trafikanter. Dette burde laves om, så også de såkaldte "svage" trafikanter fik deres ansvarsdel i disse ulykker.

Nogle vil sige, at det at blive straffet med livet burde være nok, men hvis nu man kunne forebygge disse ulykker noget mere, specielt fra politiets side, ved at slå hårdt ned på specielt cyklister, inden de må miste livet på tragisk vis ved en højresvingsulykke, så kunne meget reddes, også for chaufføren.

Husk på, at det er chaufføren, der har den dårligste smag i munden bagefter, selvom han tit er uden en chance for at undgå den ivrige svage trafikant. Jeg oplever disse hændelser dagligt og må efter en oplevelse på Frederiksberg for snart et år siden sige til politiet, at de sover godt i timen, når sådanne ulykker kan forebygges med en hård linje fra start mod de svage trafikanter.

Det nytter jo ikke, at lastbiler får bak-alarmer, ekstra spejle og kameraer på, når fodgængere for eksempel bare går ind bag lastbilen, når den er i gang med at bakke, eller cyklisten lige skal med rundt om hjørnet samtidig med en svingende lastbil...

Ser man på kampagnen med børn i øjenhøjde kan man direkte høre børns respekt over for de store køretøjer, så kære voksne: Lær det af jeres børn, så kan du også vokse op for dine børn, og chaufføren kan også se dig i øjnene næste gang med en gensidig respekt.«

Kenn Hamburger
Castor Allé 9
2770 Kastrup

Sanne Stelmach har denne kommentar:

»Jeg kan ikke forstå, at regeringen boykottede forslaget om, at lastbilerne skulle have en form for alarm, når de drejer til højre. "Det lægger ansvaret over på cyklisterne". Ja, det gør det da for så vidt på en måde, men da alle i dagens Danmark ved, at chauffører har et dårligt udsyn, kunne det jo tænkes, at der ville blive et fald i de berømte højresvingsulykker, hvis der i første omgang blev lavet forsøg med denne omtalte alarm.«

Sanne Stelmach
Primulavej 41
8700 Horsens

Poul Erik Eriksen påpeger, at der altid vil være blinde vinkler, uanset hvor mange spejle man sætter på:

»Højresving er alle lastbilchaufførers skræk. Alle spejle skal naturligvis være rigtigt indstillet, før man kører, men der er blinde vinkler, det ved vi.

Langt de fleste højresvingsulykker sker, når lastbilen langsomt er begyndt at svinge til højre. Chaufføren kan i sit spejl se alt, hvad der sker, men kan jo ikke stoppe den cyklist, der bare holder på sin ret og fortsætter ind i den svingende lastbil.

Lastbilchaufføren får altid skylden, og sker det sørgelige, at cyklisten bliver dræbt, bliver han også dømt for uagtsomt mandrab.

I henhold til færdselsloven er der ingen, der har påkørselsret, det må også gælde cyklister.«

Poul Erik Eriksen
Fragt- og Vognmandschaufførernes Landsklub.

Vognmand Torben Pedersen advarer mod at udråbe chaufføren til morder:

»Forfærdeligt, at en 22-årig ung mand mister livet, men næsten lige så forfærdeligt er det, at en chauffør får klistret "morder" på sig. Vi har alle set og oplevet, at cyklister kommer med meget høj fart frem til et kryds, hvor for eksempel en lastvogn lægger an til et højresving. En cykel i høj fart er meget nem at overse, når man skal orientere sig via spejle.

Havde det været en personbil, som var i gang med samme højresving, er det desværre ikke sikkert, at sagen havde fået samme udfald. Der er jo netop i denne tid stort fokus på højresvingsulykker med lastvogne, og ofte er det nødvendigt at "ofre et lam" på retfærdighedens alter for at vise handlekraft fra myndighedernes side.«

Torben Pedersen
Stationsvej 5, Store Andst
6600 Vejen

Benny Kronborg efterlyser at få cyklisterne på banen i debatten:

»Kan det passe, at slet ingen cyklister kommer med deres mening om det her? Hvordan kan det være, at de finder sig i, at de ansvarlige politikere og de såkaldte eksperter gang på gang skubber hele ansvaret over på lastbilerne? Fatter de slet ikke, at de "kloge" hoveder ikke gør det for cyklisternes skyld? Det er jo kun for at holde liv i en hetz mod lastbilerne, at de ikke indser, at noget af ansvaret kunne tænkes at ligge hos cyklisterne selv. Det er "smart" i deres kredse at rakke ned på lastbilerne, for lastbilerne er jo til stor ulempe, når de små smarte drenge skal ud og lufte firmabilerne på motorvejene.

Ingen kunne drømme om at køre en cyklist ned med vilje, og hver en ulykke vidner om, at der er et problem her, som ikke kan løses med højere straffe. Det må de små smarte drenge, som kalder sig eksperter, snart indse, ellers er de ikke egnede til at sidde og udtale sig om noget så vigtigt som at nedbringe disse ulykker.

Men måske skulle vi vende det hele på hovedet og så idømme de gutter strenge straffe for ikke at forhindre ulykkerne? De kunne forhindre mange ulykker ved at tilpasse love og regler virkeligheden og blandt andet fortælle cyklisterne, at det er for deres egen skyld, at de godt må se lidt mere end fire meter frem og ikke bare mase på. Begge parter skal være indstillet på at undgå de ulykker her, ellers nytter det ikke noget.

Og de såkaldte eksperter, som sidder og udtaler sig, skal se at blive deres opgave voksen og så glemme deres personlige had til lastbiler, for det er jer, som er farligst for cyklisterne.«

Benny Kronborg
Nyvej 10
5772 Kværndrup

Rie Severinsen skriver dette indlæg:

»Det bedste råd til chauffører: Kør aldrig til højre, så hellere køre en omvej. Cyklister har nemlig altid forkørselsret, og de vil altid få ret, selvom det kan koste dem livet. Der er da ingen, der kører et menneske ned i et højresving med vilje. Når man kører og har kigget, er helt sikker og begynder at dreje - ja 1-2-3 så er de der. De har tit og ofte kun håndbremser, og med deres fart er det jo i sig selv farligt at bare bremse, så hellere løbe chancen. Ja, debatten kunne blive ved, men hvor har jeg ondt af de chauffører, som kommer ud for de uheld. De er mærket for livet, nogle kommer aldrig videre.«

Rie Severinsen
Solbakkevej 15
8766 Nørre Snede

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063