Det er decideret ulovligt for en chauffør at tage bussen hjem, hvis han har opbrugt den køretid, han har til rådighed, konkluderer to af eksperterne på området. Dermed bakker de op om den sag, som en vognmand og chauffør fra Skørping-området har med de lokale skattemyndigheder.
Sagen er beskrevet her på siden i sidste uge og handler kort fortalt om, at skattevæsenet ikke vil anerkende nogle af chauffør Christian Sørensens udefradrag for overnatninger i bilen i for eksempel Thisted, der er cirka 100 kilometer fra Skørping. Myndighederne anser ikke overnatning ude for nødvendig, også selvom det er stort set umuligt at komme hjem med offentlige transportmidler i den situation.