Kommentar til ulykke
Hans Jørgen Hansen, Hjordkær har sendt denne kommentar til gårsdagens artikel "Igen: cyklist dræbt i højresving":
"Når en lastbil med påhængsvogn er påbegyndt en højresvingning, og bliver påkørt af en cyklist på højre side, er der ikke tale om en "gængs højresvingsulykke".
Indtil dato har definitionen af en højresvingsulykke typisk været en lastbil, der sætter i gang - foretager et højresving og derved overser en blød trafikant (cyklist), og påkører denne.
I den konkrete sag påkører cyklisten med høj hastighed - ifølge flere medier - lastbilen der "har" indledt en højresvingning!
Jeg mener, der er stor forskel på, om der er tale om en "traditionel" højresvingsulykke, eller om der er tale om en cyklist, der med høj hastighed påkører en lastbil og bliver dræbt. Lastbil Magasinet, som transportrelateret medie, bør adskille sig fra øvrige medier ved at skildre en sådan ulykke korrekt.
Når en cyklist, med høj hastighed, påkører en lastbil, vil han pådrage sig store kvæstelser. Når en cyklist med høj hastighed kører ind i en mur, vil han sandsynligvis pådrage sig lignende kvæstelser - er muren så skurken? At cyklisten efterfølgende bliver kørt over af lastbilens hjul, er en følge af at han har påkørt lastbilen.
Det er vigtigt at holde for øje, at det ikke er lastbilen, der har påkørt cyklisten, men cyklisten, der højst sandsynligt ikke har overholdt færdselsloven, og udvist den nødvendige agtpågivenhed. Ligesom cyklisten med stor sandsynlighed heller ikke har kørt efter forholdene.
Hver gang en trafikant bliver dræbt eller kvæstet, er det entragedie. Men når ulykkerne skildres i medierne, er det ofte de tunge køretøjer, der bliver udråbt til skurkene. Derfor mener jeg, at - især Lastbil Magasinet - bør skildre disse ulykker mere nuanceret, end det er gjort i den aktuelle ulykke. Mange ulykker vil kunne undgås, såfremt ALLE trafikanter ville udvise den nødvendige agtpågivenhed, og køre efter forholdene. Ikke kun lastbilchauffører."
Hans Jørgen Hansen
Møllevej 27, Hjordkær
6230 Rødekro