Nyt stykke motorvej ved Herning
Transport- og energiminister Flemming Hansen vil sikre, at den nye rute 15 på strækningen fra Herning Ø til Vardevej får status som motorvej i stedet for som motortrafikvej.
Strækningen vil efter færdiggørelsen være den væsentligste vejforbindelse for trafik fra den kommende motorvej Vejle-Herning (rute 18) og Århus-Herning motorvejen (rute 15), som skal til Messecenter Herning.
Klar vejvisning
»På baggrund af den indstilling, der er kommet fra Vejdirektoratet, er jeg overbevist om, at det rigtige vil være, at strækningen Herning Ø-Vardevej får status som motorvej,« siger Flemming Hansen.
»Jeg lægger vægt på, at vejvisningen af hensyn til trafikanterne bliver klar og entydig, og det vil en ændring til motorvejsstatus medvirke til. Jeg har samtidig noteret mig, at både Herning Kommune og Messecenter Herning støtter forslaget om, at strækningen skiltes som motorvej.«
»Jeg vil derfor straks efter sommerferien drøfte en ændring af anlægsloven med de partier i Folketinget, der står bag loven,« siger ministeren.
Åbner i 2006
Strækningen, der efter planen skal åbne for trafik i efteråret 2006, skal i følge anlægsloven fra 1999 anlægges som motortrafikvej med 4 spor, midterrabat og nødspor.
Udformningen af vejanlægget svarer således til, hvad trafikanterne forbinder med en motorvej, og Vejdirektoratet har vurderet, at en skiltning af strækningen som motorvej vil være lettere at forstå for trafikanterne, idet vejvisningen herved bliver mere enkel og logisk. Ændringen forudsætter, at anlægsloven ændres.
Nedsat hastighed
Ændringen til motorvej kan ske. uden at ændre vejens fysiske udformning, idet det alene er skiltningen, der ændres. Såfremt skilningen som motorvej etableres inden vejanlæggets åbning, vil der ikke være meromkostninger forbundet med ændringen.
Den forudsatte hastighedsbegrænsning på 90 km/t på strækningen vil af hensyn til de tæt beliggende tilslutningsanlæg og dermed trafiksikkerheden blive fastholdt.