Debat: Mere kontrol
Redaktionen har modtaget et indlæg til debatten om mere kontrol på de danske veje:
»Det er tilsyneladende umuligt at råbe de danske politikere op. Nu har vi været vidne til den ulige konkurrence i mange år, men at få indført et kontrolsystem - det kan/vil man ikke.
Det sidste sjove påfund var at nedsætte broafgifterne FØR ferien - og lade turisterne køre billigt over - ingen undres, hvis prisen atter stiger EFTER ferien. Hvem sagde Ebberød Bank?
Et såkaldt transportpoliti behøver nok omkring 200 fuldtidsstillinger - vel at mærke med specialuddannede betjente som de tyske BAG - for at kunne udføre en behørig kontrol. Størrelsen af bøderne skal naturligvis ikke være latterlige, men i stedet være så store, "så de kan lære det".
Alternativt kunne der opstilles en automat med bom, hvor et køretøjs indregistreringsnummer automatisk bliver fotograferet, og med de online-muligheder, vi har i dag, kan bilen - hvis vignet og lignende er OK - fortsætte. Ellers skal chaufføren vælge et rødt spor og der købe en vignet.
Det er ikke småpenge, det drejer sig om. Jeg læste en artikel, hvor det blev oplyst, at "den mistede indtægt lå i nærheden af de 600 millioner kroner årligt". Jow jow...
Og alt andet lige, så bliver der ikke færre køretøjer på de danske veje, men derimod flere, også udenlandske. Så lad dog vignet-ordningen med dertil hørende kontrol træde i kraft og lad gratisterne være med til at betale.«
Tage Rehmeier
Siriusvej 33
8700 Horsens