23948sdkhjf

Over 300 lastbiler til Lastbil Show

Lastbil Magasinets årlige lastbilshow, der finder sted på Vandel Flyveplads i denne weekend, sætter ny rekord med hensyn til antal deltagende lastbiler.

Ved den seneste opgørelse onsdag var der tilmeldt 307 lastbiler, heraf en stor del fra udlandet.

Bilerne bliver i år bedømt i 14 forskellige klasser. Hertil kommer ”Publikumsfavoritten” samt ”Største vognpark”.

De mange udstillede lastbiler bedømmes lørdag, og ved kåringen søndag eftermiddag er der pokaler og flotte sponsorpræmier til de tre bedst placerede biler i hver kategori.

Efter præmieoverrækkelsen har alle deltagere mulighed for at få udleveret dommersedlen for deres egen bil i Lastbil Magasinets informationstelt.

EM for chauffører

Foruden de mange flotte lastbiler byder Lastbil Show 2005 på masser af aktiviteter, blandt andet i form af køretekniske øvelser og konkurrencer, som dels er underholdende, dels har et fagligt element.

Således afvikles den danske finale i det andet officielle europamesterskab for unge chauffører på Lastbil Show 2005. Ligesom for to år siden, da det første mesterskab blev afviklet, finder finalen sted lørdag. Vinderen af den danske finale går videre til EM-finalen i Sverige, og der er virkelig noget at dyste om, for europamesteren vinder en splinterny Scania!

Skånsom bjergning

Af andre aktiviteter kan nævnes en demonstration af forskellige metoder til skånsom bjergning af havarerede køretøjer. Ved en af metoderne anvendes luftpuder, som kan pumpes op med en gammel Nilfisk støvsuger.

Af mere spektulare aktiviteter kan nævnes dumpning af en personbil fra 28 meters højde.

En lang række udstillere af transportmateriel og andet udstyr til branchen er på plads i Vandel. Desuden vil der ligesom i fjor være et brugtmarked med salg af brugte lastbiler, trailere og andet transportmateriel.

For hele familien

Der er også i år masser af underholdning for hele familien i form af bl.a. livemusik, optræden af linedansere, opvisning i motocross, gocart bane, samt et stort tivoli.

Lørdag aften er der fællesspisning og musik og dans i festteltet.

Lastbil Show 2005 finder sted på Vandel Flyveplads ved Billund. Der er åbent lørdag fra klokken 10 til 18 og søndag fra klokken 10 til 17. Billetter kan købes ved indgangen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062