Undren over modulvogntog
Det vakte udpræget tilfredshed, da trafikminister Flemming Hansen for kort tid siden sagde ja til et forsøg med lange vogntog, de såkaldte modul-vogntog. Men det har vakt betydelig undren, at ministeren kun gav grønt lys for at køre mellem Sverige og Danmark via den faste Øresundsforbindelse til og fra Cargo Centret i Kastrup, skriver Foreningen af Danske Langtursvognmænd (FDL) i en pressemeddelelse
»Det er komplet uforståeligt, at Flemming Hansen ikke har givet tilladelse til, at man kan køre til og fra området nede ved Avedøre og Karlslunde,« siger bestyrelsesmedlem i FDL, Torbjørn Bay, Slagelse.
Havde ministeren givet lov til det, havde langt flere kunnet udnytte muligheden for kørsel til og fra det meget store industri-område.
Der er ikke ret mange, der kører til og fra Cargo Centret i Kastrup, så man kan vel med rette spørge, hvis interesser, trafikminister Flemming Hansen tjener. Det kan i hvert fald ikke være den store, brede del af vognmands-branchen, og hvor er vi så henne, hvis det kun er en meget lille del, eller nogle få bestemte vognmænd, der får chancen.
»I betragtning af, at ministeren gjorde meget ud af at sige, at der bl.a. skal tages hensyn til de økonomiske og regionale forhold, er han sluppet ualmindeligt dårligt fra dispensationen. Jeg ved godt, der er meget at tage højde for, men det ville næppe volde store problemer at have givet dispensation ned til Avedøre og Karlslunde,« siger Torbjørn Bay.