FDL: Prognoser for optimistiske
»Det er sikkert rigtigt, at vinderne i fremtidens transport er dem, der er gode til at opfange nye muligheder, men der er ikke mange mindre vognmands-forretninger, der kan genkende de optimistiske toner, som DTL´s konjunktur-analyse giver udtryk for. De fleste af dem vi har kontakt med, kan kun lige akkurat få tingene til at løbe rundt, så hvem er det mon DTL lefler for?«
Så klart udtrykker FDL's forretningsfører Jørgen Lægdsgaard sig i en pressemeddelelse om DTL's nyeste konjunkturanalyse, som viser fremgang for både nationale og internationale transportvirksomheder. Jørgen Lægdsgaard undrer sig over den utvetydige optimisme, som DTL giver udtryk for. En optimisme, FDL ikke helt kan genkende.
»Der er selvfølgelig også selvkørende vognmænd, som har en fornuftig indtjening, men ellers er det ikke et rosenrødt billede, vi får præsenteret, når vi dagligt er i kontakt med medlemmer, hvor mange har svært ved at få nok for kørslen,« siger Jørgen Lægdsgaard.
»Alene olietillægget koster masser af mindre vognmænd betydelige tab. De store, som anvender hjælpevognmænd, skal nok sørge for at få olietillægget hjem, men der er eksempler på, at hjælpevognmændene kun får en lille bid af de penge, som de ellers burde have som en selvfølge. Jeg ved godt, de burde sige nej, men det er lettere sagt end gjort, fordi der er udgifter, der skal betales,« mener forretningsføreren.
»Når de små vognmandsvirksomheder tillige skal slås med konkurrenter, der enten er udflaget eller anvender billig udenlandsk arbejdskraft, kniber det med at se det positive i udviklingen, og det kan næppe være ukendt for DTL's ledelse. Derfor er det lidt en hån mod hårdt arbejdende vognmænd at konkludere så kategorisk, selv om der sikkert er belæg for det i DTL's beregninger,« fastslår Jørgen Lægdsgaard.