Mange kommentarer til stramninger
Redaktionen har modtaget flere indlæg til debatten om stramningerne af sanktionerne for overtrædelse af køre-hviletidsbestemmelserne.
Bent E.Hansen, Vordingborg Landevej 6, 4700 Næstved, skriver:
Køre- og hviletidsreglerne kan ikke overholdes hundrede procent. Efter 5 millioner kilometer og nu på efterløn kender jeg problemerne i praksis. For eksempel stopfyldte pakeringspladser sydpå, og man tvinges til at køre videre til næste og næste igen.
Alt gods har i dag terminer for levering. Hvad siger grøntgrossisten i Stockholm, der har bestilt et læs til levering lørdag morgen kl. 06.00, når bilen er 8-9 timer forsinket?
Hvad med varerne?
Desværre var der tyk tåge, blokeret E4 og lang omkørsel, der har forsinket 90 minutter. Turen var planlagt til 2 køreperioder af 4 1/2 time. Chaufføren var dermed tvunget til at tage et 8 timers hvil og kommer frem til Grønttorvet i Stockholm med en "flot" køreskive kl.14.30 lørdag eftermiddag. MEN KOMMER HAN AF MED VARERNE??
Det samme kunne principielt ske for en fiskeeksportør fra Hirtshals med ferske varer til Antwerpen eller Paris med deadline-termin. Men vi chauffører har gennem tiden trods det forsøgt at få varerne frem trods "stau" og en mindre køretids-overskridelse. Men med bøder på flere tusinde kroner og punkter (betinget). Det er der der ingen (pligtopfyldende) gode danske chauffører, der kan leve med.
For sent lobbyarbejde
Svend Andersen, Dømmestrupvej 53, 5792 Årslev, har følgende kommentar:
Lars Nielsen (sektionsleder i ITD, red.) siger, at lobbyarbejdet går i gang. Lobbyarbejde skal udføres længe før en sådan sag ender i folketingssalen, så i denne sag, samt en masse andre sager, mener jeg, at vognmændenes organisation burde arbejde mere målrettet for deres medlemmer.
Gang på gang ser vi, at organisationen giver modspillerne medhold. Nok er der brodne kar blandt vognmændene, men det skal komme alle til skade.
Jammer
Jørgen Veng Christiansen, Godhavnsvej 5, 7000 Fredericia, giver også sit besyv med:
Hvor er det typisk, at der skal jamres, når der skal betales mere for overtrædelse af gældende lovgivning. Hvis alle vognmænd var indstillet på, at deres chauffører skulle overholde landets love og regler, så var der jo ingen, der kom til at betale en krone i bøde og dermed heller ingen, der var i fare for at miste kørekortet.
Jeg kan jo i mit arbejde som branchesekretær for transportområdet, når jeg gennemgår en chaufførs kørselsrapporter, se, at landets love ikke altid bliver overholdt, og det er jo nu engang sådan, at det er arbejdsgiveren, der leder og fordeler arbejdet.
Den virkelige verden
Søren Skov, Langgade 35, 4262 Sandved, har denne mening om sagen:
Det er tydeligt at se, at alle nye love og tiltag vedrørende transporterhvervet bliver lavet af folk, der ikke selv skal tjene deres penge. Det er samtidig meget tydeligt at se, at de ikke aner, hvad der foregår ude i den virkelige verden.