Tachograf-kaos på vej
Introduktionen af den digitale fartskriver, tachografen allerede 5. august i år vil skabe kaos i flere EU-medlemslande.
Det slår den internationale vognmandsorganisation IRU fast i en analyse af situationen i de enkelte medlemslande, skriver DTL knap to måneder, før reglerne skal træde i kraft.
For det første er kun seks lande på nuværende tidspunkt i stand til at levere de nødvendige førerkort, virksomhedskort, værkstedskort og myndighedernes kontrolkort. Fem andre lande vil være i stand til at levere kortene i juni eller juli måned - heriblandt Danmark. Tilbage er der således 14 lande, som endnu ikke kan fastsætte en nøjagtig dato for leveringen af de nødvendige kort.
Forsinket levering
For det andet er leveringen af tachograferne til lastbilproducenterne kommet meget sent i gang og er endnu ikke oppe på fuldt niveau. Dermed forlader mange lastbiler samlebåndet uden at have fået monteret tachografen.
For det tredje har flere medlemslande hverken den nødvendige lovgivning på plads eller mulighed for at udstede de nødvendige kort til tiden.
På den baggrund har blandt andet England og Tyskland besluttet at se igennem fingre med, at der vil køre nyregistrerede lastbiler rundt uden en digital tachograf.
Glidende overgang
IRU foreslår derfor, at indførelsen af tachografen udskydes, eller at EU-Kommissionen indfører en glidende overgang, hvor de enkelte lande får lov til at acceptere nyregistrerede lastbiler, som ikke har monteret en digital tachograf efter den 5. august 2005.
DTLs vicedirektør Morten Lindbo siger i sin kommentar til analysen, at det vil skabe rod i EUs håndhævelse af reglerne, når situationen er så forskellig i de enkelte EU-lande.
»Det er især uhensigtsmæssig for de eksportkørende vognmænd. Situationen kunne forudses på forhånd, og derfor burde den forhindres af EU-Kommissionen,« siger han.