Danske Busvognmænd forklarer sig
Vi modtog sent mandag denne meddelelse fra Danske Busvognmænd:
"I forbindelse med DTL´s generalforsamling den 7.5.2005 oplyste DTL´s formand, at grunden til at forhandlingerne mellem DTL og DB ikke havde ført til DB´s medlemskab af DTL var, at DB havde stillet ultimative krav, som DTL ikke kunne indfri.
DTL´s formand har endvidere over for transportnyhederne forklaret, at det var nye krav, som busvognmændene lagde på bordet i sidste øjeblik, som fik forhandlingerne til at strande.
Danske Busvognmænd må tage skarp afstand fra denne udlægning.
Danske Busvognmænd har ført forhandlinger med DTL fra 2001 frem til aftalen blev underskrevet i december 2004. Først efter et direktionsskifte i DTL er der pludselig opstået problemer med en fælles forståelse af den underskrevne aftale.
De ultimative krav Danske Busvognmænd har stillet består alene i, at DTL vedstår de aftaler som DTL har underskrevet ved sin formand den 22.12.2004, sin direktør den 27.02.2004, og sin ordførende direktør den 15.12.2003.
DTL glemmer at fortælle, at Danske Busvognmænd i forhold til den underskrevne aftale har accepteret
- at DB ikke skulle være specialforening i DTL
- at DB´s delegerede ikke skulle have stemmeret ved valg til DTL´s bestyrelse
på trods af, at disse begrænsninger ikke fremgik af den underskrevne aftale.
DTL glemmer også at oplyse, at ved det afgørende bestyrelsesmøde den 6. maj kunne DTL´s ledelse ikke imødekomme et ønske fra DB´s repræsentant i DTL´s bestyrelse om at have DB´s direktør med til drøftelserne, hvor dette punkt var eneste punkt på dagsordenen.
DTL glemmer endvidere at fortælle, at DTL´s formand ønskede efter forhandlingssammenbruddet, at DB´s formand og direktør blev til DTL´s generalforsamling og fest. På baggrund af forhandlingssammenbruddet ønskede DB´s repræsentanter kun at blive, såfremt vi var sikret taleret på DTL´s generalforsamling, såfremt der blev debat om dette punkt. Dette kunne vi ikke få tilsagn om, idet det var op til dirigenten at beslutte, om vi som gæster havde taleret. Derfor forlod DB´s ledelse arrangementet fredag aften.
Endelig glemmer DTL at fortælle, at DTL ´s formand og direktør gerne ville have lejlighed til at orientere Danske Busvognmænd´s bestyrelse om forhandlingsforløbet på næste bestyrelsesmøde.
Danske Busvognmænd har den 6. maj afleveret et brev til DTL´s formand med følgende indhold:
”I fortsættelse af vore breve af 31. marts og 19. april d.å. skal vi herved meddele DTL´s bestyrelse, at Danske Busvognmænd ikke betragter sig som indtrådt i DTL pr. 31. december 2004.
Begrundelsen herfor er, at der ikke mellem parterne er underskrevet en revideret aftaletekst, således som det blev besluttet på mødet i Herning den 6. april d.å.. Der er således ikke skabt den fornødne fælles forståelse for betingelserne for Danske Busvognmænds indtræden i DTL.
En situation vi dybt beklager."
John Bergholdt
Formand
Steen Bundgaard
Direktør
Læs også artiklen: Busvognmænd og DTL står langt fra hinanden