Flere mindre firmaer har henvendt sig efter omtalen af de verserende sager imod transport- og speditionsfirmaet HCS A/S i Glostrup. I to tilfælde har vognmændene fået en del af deres udestående, men speditionsfirmaet selv afviser, at der er en sammenhæng.
Som omtalt i fredags fik vognmand Jan Eriksen fra Nico-Odense en del af udeståendet på 80.000 kroner udbetalt efter omtalen og henvendelse fra advokat, og vognmand Kurt Nielsen fra Mida Transport i Aarup på Fyn har haft en lignende oplevelse. Han har 125.000 kroner i klemme, efter han indstillede kørslen for HCS 1. februar.