En østjysk vognmand mener at kunne mærke forskel på, hvor langt han kører på literen, afhængig af hvilket benzinselskab, han tanker op hos. Igennem flere måneder har han kunnet konstatere forskellen, når han kører den samme rute hver dag.
»Det er igennem de seneste fire måneder, at jeg har kunnet se det. Man kører 8-10 procent længere på diesel fra det ene mærke i forhold til det andet. Der er tydelig forskel, når man skifter imellem benzinselskaberne, afhængig af hvor man har en rabatordning,« siger Palle Jacobsen, der driver transportfirmaet 1-2-3 Transport i Lunderskov ved Vejle.