Det kommer bag på ATL, at lette danske fragtbiler får udstedt bøder i Tyskland for at overtræde køre-hviletidsbestemmelserne, selvom de vejer under 3,5 ton. Direktør Poul Juelsbjerg har flere gange talt for fælles regler og havde ikke kendskab til den tyske praksis.
»EU-systemet er jo indrettet sådan, at vi har nogle fælles regler at køre efter. Hvis man vil indføre nogle specielle regler i de enkelte lande, så må man selvfølgelig gerne håndhæve det over for sine egne borgere, men det overrasker mig, hvis de også gør det mod udlændinge,« siger Poul Juelsbjerg.