23948sdkhjf

DTL: Nødvendigt med fleksible lønaftaler

»Jeg ser gerne, at arbejdsmarkedets parter sætter sig sammen for at finde frem til en ny fleksibilitet i forhold til lønaftalerne,« siger formanden for DTL, Anker M. Jensen, Glostrup i sin nytårsudtalelse, som vi her bringer i sin helhed:

"Globalisering er ikke alene en udfordring. Globalisering er en kendsgerning, der berører enhver dansk transportvirksomhed.

EU-udvidelsen 1. maj 2004 har vendt op og ned på krav og muligheder, men den har også øget behovet for transportarbejde. Derfor er danske virksomheder nødt til tænke i hele transportsystemer - i et bedre samspil mellem de enkelte transportformer. Fremtidens kodeord er samarbejde og atter samarbejde.

Fordel til hollændere

Den tyske vejskat, der træder i kraft fra nytår, vil med garanti rykke rundt på markedsandele og hjemsted for danske transportvirksomheder. Et typisk dansk lastvognstog, som kører i Tyskland, vil blive belastet med en afgift på 90.000 - 100.000 kr.

Selv om regningen sendes videre til transportkøberen, kan det ikke undgå at give f.eks. hollandske vognmænd, der skal køre færre maut-kilometer, konkurrencemæssige fordele.

Presset på de danske lønomkostninger er også ved at slå igennem. Derfor har en række danske transportvirksomheder udskiftet deres dansk registrerede biler med udenlandsk registrerede biler. Der er tale om en helt nødvendig tilpasning af lønomkostningerne. Jeg ser gerne, at arbejdsmarkedets parter sætter sig sammen for at finde frem til en ny fleksibilitet i forhold til lønaftalerne.

Hårdt arbejde og åbenhed

Det gælder bestemt også i forhold til det kommende arbejdstidsdirektiv, som ventes at træde i kraft fra 23. marts 2005. Det er helt afgørende, at reglerne bliver gennemført ensartet og samtidigt i hele EU, da der ellers vil opstå en meget stærk konkurrence-forvridning mellem de enkelte lande og deres transporterhverv.

Selv om transporten er en af de sikre vindere i den globaliserede verden, er der ingen lette udveje for danske transportvirksomheder. Der står ingen steder skrevet, at det danske transporterhverv uden videre er med i førerfeltet.

Fremtiden ligger i hænderne på den enkelte virksomhed, men det kræver både hårdt arbejde og åbenhed over for nye muligheder, hvis vi skal fastholde den danske styrkeposition på transportområdet."

 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063